Kort om skotsk hjortehund
Skotsk hjortehund, internationalt kaldet Deerhound, er en meget stor, ruhåret mynde med et roligt, værdigt og ofte blidt udtryk i hjemmet. Racen er bygget til fart, styrke og udholdenhed i ujævnt terræn – og den store, afslappede sofahund kan derfor på et øjeblik blive en hurtig og målrettet jæger, hvis noget løber.
Det er en race for den, der har god plads, sikker adgang til indhegnet område og lyst til at leve med en fysisk meget stor hund. En voksen skotsk hjortehund er ofte rolig indendørs, men unghunde kan være særdeles livlige, klodsede og krævende i lang tid.
Fakta om racen
- Raceidentitet: Skotsk hjortehund er en selvstændig mynderace og må ikke forveksles med irsk ulvehund, som er en anden race.
- Oprindelsesland: Storbritannien ifølge FCI. Racen er historisk nært knyttet til Skotland og det skotske højland.
- FCI-status: Anerkendt definitivt af FCI.
- FCI-gruppe: Gruppe 10, mynder; sektion 2, ruhårede mynder. Racen er ikke underlagt brugsprøve.
- Anvendelse: Jagthund, væddeløbshund og selskabshund.
- Højde: FCI angiver en ønskværdig minimumshøjde på 76 cm for hanner og 71 cm for tæver ved skulderen. Mange hunde er højere, så den reelle størrelse kan variere betydeligt.
- Vægt: Omkring 45,5 kg for hanner og omkring 36,5 kg for tæver ifølge FCI. Individets køn, højde og kropsbygning betyder meget; racen skal være stor og muskuløs, ikke tung eller overvægtig.
Oprindelse og oprindelig anvendelse
Racens helt tidlige oprindelse er ikke entydigt dokumenteret. Det står dog klart, at den gennem meget lang tid blev brugt i Skotland til at forfølge og nedlægge kronhjort. Den skulle kunne arbejde hurtigt og vedholdende over det barske, bakkede terræn i højlandet.
Den historiske funktion forklarer racens kropsbygning og mange af dens egenskaber i dag: et skarpt blik for bevægelse, evne til eksplosive spurter og en udpræget tilbøjelighed til at forfølge vildt. Selv om de fleste lever som familiehunde i dag, er det vigtigt at tage denne arv alvorligt.
Temperament og hverdagsliv
Racestandarden beskriver skotsk hjortehund som venlig, blid, omgængelig og samarbejdsvillig. Mange voksne hunde er rolige i hjemmet, knytter sig tæt til deres familie og møder fremmede uden udpræget mistro. Temperament varierer dog mellem individer, og god avl, tryg opvækst og socialisering er afgørende.
Det er ikke typisk en skarp vagthund. Dens størrelse kan naturligt virke afskrækkende, men man bør ikke anskaffe racen med forventning om aktiv bevogtning. Mange er desuden forholdsvis stille og bruger ikke gøen som deres primære reaktion på besøg eller lyde.
Den store krop fylder meget i hverdagen: hundeseng, bil, døråbninger, sofa og plads ved spisebordet skal dimensioneres derefter. Racen kan også nå køkkenborde og borde med halen eller snuden, så praktisk indretning og gode vaner fra hvalp er nødvendige.
Motion, løb og mental aktivering
En skotsk hjortehund har brug for daglige ture, mulighed for at bevæge sig frit i sikkert indhegnet terræn og et liv med passende variation. Den er ikke nødvendigvis konstant aktiv indendørs, men den er en atletisk mynde, der har behov for regelmæssig motion og lejlighedsvise, kontrollerede spurter.
Indkald kan ikke betragtes som sikkert omkring vildt eller andre løbende dyr, heller ikke hos en hund med god grundtræning. Et højt og solidt indhegnet område er derfor langt tryggere end løsgang. Line, lang line, lure coursing, spor, næsearbejde og rolige problemløsningsopgaver kan være gode måder at aktivere hunden på.
Hvalpe og unghunde skal have bevægelse, men bør ikke presses med lange, ensformige ture, hård løbetræning eller gentagne spring. Den meget store krop er længe under udvikling. Tal med opdrætter og dyrlæge om en fornuftig, individuelt tilpasset opvækst.
Jagtinstinkt og andre dyr
Jagtinstinktet er en central del af racen. Skotsk hjortehund reagerer ofte hurtigt på synet af bevægelse, og katte, kaniner, harer, rådyr og andre smådyr kan udløse forfølgelse. Socialisering og styring kan forbedre hverdagen, men de fjerner ikke nødvendigvis det medfødte instinkt.
Nogle individer lever fint sammen med familiens kat eller andre kendte dyr, særligt hvis de er vokset op med dem. Det er imidlertid ikke en garanti for sikker adfærd over for fremmede katte eller små dyr udendørs. Samvær skal altid vurderes konkret og foregå under ansvarligt opsyn.
Børn, gæster og andre hunde
Racens venlige og ofte rolige sind kan passe godt til en familie. Over for børn er det dog racens enorme størrelse, der er den vigtigste praktiske udfordring. En glad eller ung skotsk hjortehund kan uden hensigt vælte et mindre barn. Små børn og hund skal derfor aldrig være sammen uden kompetent voksent opsyn.
Børn skal lære at respektere hundens hvile, ikke kramme eller klatre på den og ikke forstyrre den ved madskål eller soveplads. Racen passer bedst i familier, der kan give den fred, plads og rolig, konsekvent omgang.
Træning og socialisering
Skotsk hjortehund beskrives ofte som samarbejdsvillig og ivrig efter at behage, men den er stadig en mynde og kan være selvstændig, når omgivelserne bliver mere interessante end føreren. Træning bør være venlig, belønningsbaseret og konsekvent. Hård behandling er hverken nødvendig eller hensigtsmæssig.
Start tidligt med rolig socialisering, håndtering, sele, linegang, transport, hvile alene i korte intervaller og hverdagsfærdigheder. Især lineføring og impulskontrol fortjener stor opmærksomhed, før hunden bliver fuldvoksen. En stor, hurtig hund er vanskelig at holde fysisk, hvis den får lov at trække.
Pels, farver og fældning
Pelsen er rufset, tætliggende, grov og strid med hår på kroppen på cirka 8–10 cm. Hårene på hoved, bryst og bug er blødere, og racen har typisk skæg og bryn. En ulden pels er ikke ønskelig i racestandarden.
FCI angiver mørk blågrå som en typisk farve, men mørkere og lysere grå, brindle, gul, sandrød og rød fawn med sorte aftegninger forekommer også. En lille hvid plet på brystet, hvide tæer og en lille hvid halespids er tilladt. Hvid blis i hovedet eller hvid krave er ikke tilladt efter standarden.
Pelsen bør børstes grundigt mindst ugentligt for at fjerne løse hår, snavs og begyndende filtre, blandt andet ved ben, skæg og bagpart. Til udstillingsformål kan trimning eller plukning være relevant for at bevare den korrekte silhuet. Racen fælder, men pelsplejen er normalt ikke på niveau med racer med meget lang, filtende pels.
Allergi
Skotsk hjortehund kan ikke betegnes som allergivenlig. Den fælder og producerer ligesom alle hunde hudskæl og spytproteiner, som kan udløse allergi. Personer med hundeallergi bør opholde sig gentagne gange sammen med voksne hunde af racen, før de træffer en beslutning.
Lejlighed og alene hjemme
Racen er sjældent et oplagt valg til en lille lejlighed. En voksen hund kan være stille indendørs, men dens fysiske størrelse kræver plads til at vende sig, strække sig og hvile ordentligt. Den vil typisk trives bedst i et rummeligt hjem med let adgang til sikre udendørsarealer. En stor have erstatter dog ikke daglige ture og samvær.
Skotsk hjortehund er ofte meget selskabsorienteret og bør ikke have en hverdag med mange lange timer alene. Alene-hjemme-træning skal indlæres gradvist, og den enkelte hunds trivsel skal styre, hvor længe den kan være alene. En hvalp eller unghund kræver særligt meget nærvær, struktur og opsyn.
Sundhed og valg af opdrætter
Som meget stor race har skotsk hjortehund nogle vigtige sundhedsforhold, som en kommende ejer skal kende. Blandt de tilstande, der forekommer i racen, er hjertesygdom, herunder dilateret kardiomyopati, mavedrejning eller anden akut drejning/oppustning i mave eller milt, knoglekræft, lever-shunt, cystinuri og blødningsforstyrrelser.
Akut oppustning og mavedrejning er livstruende tilstande. Ejeren bør på forhånd kende alarmsignalerne, have en akutplan og reagere straks ved eksempelvis forgæves opkastningsforsøg, urolig adfærd, udspilet bug eller pludselig svækkelse.
Spørg altid opdrætteren konkret om sundhed i linjerne og om dokumenterede undersøgelser af forældredyrene. Den amerikanske raceklub anbefaler blandt andet undersøgelse for hjertesundhed og lever-shunt samt DNA-status for Faktor VII-mangel og forsinket blødning efter operation eller større traume, kaldet DEPOH. Sundhedstest mindsker risiko, men kan aldrig garantere en rask hund gennem hele livet.
Passer racen til førstegangsejer?
En skotsk hjortehund kan være venlig og relativt behagelig at træne, men racen er ikke det nemmeste førstegangskøb. Størrelsen, jagtinstinktet, behovet for sikker indhegning, den lange unghundeperiode og de vigtige sundhedsmæssige forhold stiller store krav til ejerens forberedelse og ansvar.
En engageret førstegangsejer med god vejledning fra en seriøs opdrætter, råd fra dyrlæge og adgang til kompetent træning kan lykkes godt. Man skal dog være realistisk om plads, økonomi, transportmuligheder og evnen til at håndtere en meget stor hund fysisk og praktisk.
Hvem passer skotsk hjortehund godt til?
- Rolige, aktive hjem med god plads og sikre, indhegnede muligheder for løb.
- Ejere, der sætter pris på en venlig, værdig og ofte afslappet hund indendørs.
- Familier med børn, som kan lære hensynsfuld omgang med en meget stor hund, og hvor voksne altid tager ansvaret for opsyn.
- Ejere, der kan træne konsekvent uden at forvente fejlfri løsgang omkring vildt.
- Hjem, der er forberedt på udgifter til foder, forsikring, transport og dyrlægehjælp for en meget stor race.
Hvem bør overveje en anden race?
- Personer, der bor meget småt eller ikke kan skaffe en sikker indhegnet løbemulighed.
- Hjem med fritgående smådyr eller mange fremmede katte i nærområdet, hvor jagtadfærden ikke kan styres sikkert.
- Ejere, der ønsker en vagtsom, gøende eller konstant lydig hund med sikkert indkald i alle situationer.
- Personer, der ofte er væk hjemmefra i lange arbejdsdage.
- Familier, der ikke kan håndtere en stor og kraftfuld unghund eller de potentielt betydelige udgifter, der kan følge med racens størrelse og sundhed.
Opsummering
Skotsk hjortehund er en imponerende, stor og historisk jagende mynde, som ofte er blid og rolig med sine nærmeste. Den kræver imidlertid langt mere end et stort hjerte: sikker styring af jagtinstinkt, plads, gennemtænkt motion, tid til socialt samvær og et omhyggeligt valg af sundhedstestet opdrætter. For det rette hjem kan den være en hengiven og særlig ledsager; for det forkerte hjem bliver dens størrelse og instinkter hurtigt svære at leve med.