Kort om sankt bernhardshunden
Sankt bernhardshunden er en meget stor, kraftig og muskuløs schweizisk bjerghund, kendt som den klassiske redningshund fra Alperne. Den findes i en korthåret og en langhåret variant, som er samme race og kan parres med hinanden. Racen er FCI-anerkendt på endelig basis som FCI-standard nr. 61 og hører til FCI gruppe 2: schnauzere, pinschere, molosser og sennenhunde.
For den rette familie kan den være en rolig, hengiven og imponerende selskabshund. Men livet med en sankt bernhardshund er også livet med meget stor fysisk styrke, betydelige udgifter, hår i hjemmet, savl og et behov for omhyggelig opvækst samt sundhedsbevidste valg.
Fakta om racen
- Oprindelsesland: Schweiz.
- FCI-gruppe: Gruppe 2 – schnauzere, pinschere, molosser og sennenhunde.
- Varianter: Korthåret med dobbelt pels og langhåret med mellemlang pels.
- Skulderhøjde: Hanner 70–90 cm og tæver 65–80 cm. Standarden accepterer større hunde, hvis helhedsindtryk og bevægelse fortsat er harmoniske og sunde.
- Vægt: Typisk cirka 50–90 kg; enkelte voksne hunde kan ligge uden for dette interval. En passende, slank kropskondition er vigtigere end et bestemt tal på vægten.
- Levetid: Ofte under 10 år, som det ses hos mange gigantracer.
Temperament og hverdagsliv
Racestandarden beskriver sankt bernhardshunden som venlig af naturen, rolig til livlig i temperamentet og opmærksom. Mange er blide og meget knyttede til deres familie, men personlighed, opdræt, socialisering og træning har stor betydning. Den voksne hund er ofte sindig indendørs, men dens størrelse betyder, at selv venlig begejstring kan vælte et barn eller en voksen med dårlig balance.
Racen er normalt ikke avlet som skarp vagthund. Den kan være opmærksom på fremmede og virke afskrækkende alene på grund af sin størrelse, men en racetypisk hund skal ikke være aggressiv eller overdrevent sky. Den er ofte mere en rolig beskytter og selskabshund end en egentlig vagthund.
Savl er en praktisk del af racen, som ikke bør undervurderes. Løse læber, vand efter drikning og forventning om mad kan betyde savl på gulve, tøj og møbler.
Oprindelse og oprindelig anvendelse
Racen stammer fra området omkring hospice ved Store Sankt Bernhard-passet i Alperne. Her holdt munkene store bjerghunde fra midten af 1600-tallet til vagt og beskyttelse. Hundene blev senere særligt kendt for at opspore og hjælpe rejsende, som var faret vild i sne og tåge. De moderne sankt bernhardshundes forfædre var store lokale gård- og bjerghunde.
Den berømte redningshistorie er en vigtig del af racens arv, men den skal ikke forstås som et løfte om, at enhver sankt bernhardshund har medfødt redningshundeadfærd. Tønden med brændevin om halsen er desuden en senere romantisk forestilling, ikke almindeligt dokumenteret redningsudstyr.
Motion, aktivering og instinkter
En voksen sankt bernhardshund har normalt ikke et stort behov for løb eller meget intensive sportsgrene, men den skal have daglige, rolige og regelmæssige ture. Den trives ofte med skovture, sporarbejde, næsearbejde, enkle lydighedsøvelser og aktiviteter, hvor den må bruge sin styrke, eksempelvis kontrolleret træk. Motionen skal tilpasses vejr, alder, kondition og helbred.
Hvalpe og unghunde vokser hurtigt og må ikke overmotioneres. Lange løbeture, mange gentagne hop, hård cykelmotion og belastende trappegang bør begrænses, mens kroppen udvikler sig. Rådfør jer med opdrætter og dyrlæge om passende fodring, vægt og motion i opvæksten.
Racen er ikke en udpræget jagthund, og jagtinstinktet er ofte moderat til lavt. Der er dog individuelle forskelle, så en stor hund bør altid have sikker indkaldstræning og kun gå løs, hvor det er forsvarligt. Sankt bernhardshunden er heller ikke en hyrdehund og har ikke et racetypisk hyrdeinstinkt.
Børn, andre hunde og socialisering
En velopdragen og tidligt socialiseret sankt bernhardshund kan passe godt i en familie med børn og er ofte tålmodig. Børn skal alligevel lære at respektere hundens hvile, mad og grænser, og samvær skal altid overvåges. Racens enorme kropsvægt og hale kan i sig selv være voldsom for små børn.
Tidlige, positive erfaringer med mennesker, hunde, trafik, håndtering og forskellige miljøer er vigtige. Særligt fordi en voksen hund er så stor, er det afgørende, at den kan møde gæster roligt, gå pænt i line og acceptere pelspleje samt dyrlægebesøg.
Træning og alene hjemme
Racen er ofte samarbejdsvillig, men den er ikke en lille, hurtig lydighedsspecialist. Træn venligt, konsekvent og i korte, overskuelige sekvenser med belønning. Lineføring, indkald, ro ved døre, håndtering og et sikkert stop-signal bør prioriteres fra første dag. En hund på 60 kg eller mere skal kunne styres uden fysisk kamp.
Sankt bernhardshunden er social og bør gradvist læres at være alene hjemme. Den passer dårligt til et hverdagsliv med mange og meget lange timer alene. Som hos andre racer skal alene-hjemme-træning bygges langsomt op, så hunden lærer at slappe trygt af.
Pels, farver, fældning og allergi
Begge pelsvarianter har rigelig underuld. Den korthårede variant har tæt, glat, tilliggende og forholdsvis groft dækhår. Den langhårede variant har lige, mellemlangt dækhår, som kan være lidt bølget over kryds og bagpart. Den langhårede har mere behæng på ben og en busket hale.
Grundfarven er hvid med mindre eller større klare rødbrune aftegninger, fra pletter til en sammenhængende rødbrun kappe over ryg og flanker. Brudt rødbrun kappe er tilladt, brindlet rødbrun er tilladt, og brunlig gul tolereres. Mørk maske og mørke skygger på hovedet er ønskelige. Hvidt bryst, poter, halespids, snudebånd, blis og nakkeplet er påkrævede aftegninger i racestandarden.
Racen fælder en del hele året og typisk meget i perioder med pelsskifte. Børst hunden grundigt mindst ugentligt og oftere under pelsskifte; den langhårede variant kræver ofte mere arbejde for at undgå sammenfiltringer. Kontrollér og rengør efter behov hudfolder, øjenomgivelser, ører og poter.
Ingen hund er garanteret allergivenlig, og sankt bernhardshunden er ikke et godt valg, hvis allergi er en afgørende faktor. Den fælder, har underuld og savler, og allergener findes blandt andet i hudskæl og spyt – ikke kun i de løse hår.
Sundhed og ansvarligt hvalpekøb
Som gigantrace har sankt bernhardshunden nogle sundhedsforhold, der fortjener særlig opmærksomhed. Hofteleds- og albueledsdysplasi er centrale forhold. I DKK-regi er der avlskrav om officiel HD- og AD-status for forældredyrene. Bed om at se dokumentation, og se ikke kun på, om forældrene virker raske i hverdagen.
Øjenproblemer, herunder indad- eller udadkrængede øjenlåg, er relevante at være opmærksom på. Hjerteundersøgelse, vurdering af led, øjenundersøgelse og i nogle avlsprogrammer test for degenerativ myelopati samt autoimmun stofskiftesygdom indgår blandt de sundhedsundersøgelser, ansvarlige opdrættere kan anvende. Epilepsi og medfødte hjertefejl er også rapporterede arvelige problemområder i racen.
Mavedrejning med maveudvidelse er en akut og potentielt livstruende tilstand, som er særligt relevant for store, dybbrystede racer. Tal med dyrlægen om forebyggelse, fodringsrutiner, symptomer og hvornår der skal handles akut. Hold hunden slank, undgå hård aktivitet omkring måltider, og søg straks dyrlæge ved eksempelvis opsvulmet bug, uro, savlen, forgæves opkastningsforsøg eller kollaps.
Vælg en opdrætter, der prioriterer dokumenteret sundhed, stabilt temperament, moderat og funktionel bygning samt god socialisering. En sundhedsundersøgelse reducerer risiko, men kan aldrig garantere en helt sygdomsfri hund.
Bolig og praktiske forhold
En sankt bernhardshund kan i princippet bo i lejlighed, hvis den får tilstrækkelig motion, ro og hyppige ture. I praksis er en stor bolig med nem adgang til udearealer ofte langt lettere: Hunden fylder meget, kan have svært ved smalle passager og er upraktisk i boliger med mange trapper. Den bør bo inde som en del af familien, ikke isoleret i en gård eller kennel.
Varmt vejr kan være belastende for den store, tætpelsede hund. Giv adgang til skygge, frisk vand og et køligt hvilested, og læg turene til de køligere tidspunkter på dagen. Økonomien skal rumme store mængder foder, stort udstyr, eventuel medicin, forsikring og dyrlægeudgifter.
Hvem passer racen til?
Sankt bernhardshunden kan passe godt til en rolig familie eller enkeltperson, som har plads, økonomi og lyst til at leve tæt sammen med en meget stor hund. Den rette ejer træner venligt fra hvalpestadiet, kan håndtere savl og fældning og prioriterer forebyggende sundhedsarbejde. Racen er ofte et godt valg for dem, der ønsker en stor, rolig tur- og familiehund frem for en atletisk hund til løb eller intensiv hundesport.
Hvem bør overveje en anden race?
Overvej en anden race, hvis du bor meget trangt, ikke kan håndtere en hund på op mod 90 kg, ønsker minimalt hår og savl i hjemmet, eller har et stramt budget til foder og dyrlæge. Racen er heller ikke et oplagt valg, hvis du vil have en meget aktiv løbepartner, en skarp vagthund eller en hund, der rutinemæssigt skal være alene i lange arbejdsdage.
Opsummering
Sankt bernhardshunden er en venlig og majestætisk schweizisk gigantrace med historiske rødder som bjerg-, vagt- og redningshund. Den kræver ikke ekstrem motion, men den kræver plads, tidlig træning, regelmæssig pelspleje, stor omtanke i opvæksten og en ejer, der er klar til racens sundheds- og hverdagsmæssige forpligtelser. For den velforberedte familie kan den blive en usædvanligt hengiven følgesvend.