Kort om Nova Scotia Duck Tolling Retriever
Nova Scotia Duck Tolling Retriever, ofte kaldet toller, er en mellemstor canadisk apporterende jagthund. Det er en kvik, atletisk og arbejdsivrigt race, som er avlet til både at lokke ænder inden for skudhold og efterfølgende apportere fuglevildtet fra land og vand. En toller er derfor typisk langt mere end en pæn familiehund: Den trives bedst, når den får lov til at bruge hoved, næse, krop og sin naturlige lyst til samarbejde.
Racen kan være en hengiven og legesyg familiehund i den rette hverdag, men den passer sjældent til et liv med korte lufteture og begrænset kontakt med familien. Den er mindre end de fleste andre retrievere, men dens behov for aktivitet og mental stimulering skal ikke undervurderes.
Fakta om racen
- Oprindelsesland: Canada, nærmere bestemt Nova Scotia.
- FCI-status: FCI-anerkendt race, standard nr. 312.
- FCI-gruppe: Gruppe 8, sektion 1 – retrievere. Racen er underlagt brugsprøve.
- Størrelse: Mellemstor, kompakt og velmusklet.
- Skulderhøjde: Hanner ideelt 48–51 cm og tæver ideelt 45–48 cm. Standarden tillader et mindre udsving omkring idealhøjden.
- Vægt: Typisk cirka 20–23 kg for voksne hanner og 17–20 kg for voksne tæver. Vægten skal passe til hundens højde, bygning og kondition.
- Levetid: Varierer mellem individer; køber bør prioritere sundhedsundersøgte forældre og åbenhed om linjernes helbred.
Oprindelse og oprindelig anvendelse
Tolleren blev udviklet i Nova Scotia i begyndelsen af 1800-tallet som en specialiseret andejagthund. Under den såkaldte tolling løb, sprang og legede hunden langs bredden, mens jægeren holdt sig skjult og kastede små genstande til den. Hundens bevægelser skulle vække ændernes nysgerrighed og lokke dem nærmere. Efter skuddet skulle hunden apportere nedlagt eller anskudt fuglevildt, også fra koldt vand.
Denne baggrund forklarer meget af racens natur: Den har ofte stor apportlyst, høj udholdenhed, interesse for bevægelse og en stærk tilknytning til leg og samarbejde med sin fører.
Temperament og hverdag
En velfungerende toller er typisk intelligent, opmærksom, livlig og arbejdsorienteret. Racestandarden beskriver den som let at træne, udholdende, en stærk svømmer og en vedholdende apportør. I familien er mange tollere kærlige og legesyge. Over for fremmede kan nogle være reserverede uden at skulle være hverken aggressive eller overdrevne sky.
Der er betydelig individuel variation. Nogle er meget sociale og umiddelbare, mens andre behøver mere tid og plads i nye situationer. Tidlig, positiv og veltilrettelagt socialisering er vigtig, så hvalpen lærer at forholde sig roligt og trygt til mennesker, hunde, miljøer og hverdagslyde.
Tolleren kan være følsom over for hård tone, uro og inkonsekvent behandling. Den får som regel mest ud af en ejer, der er tydelig, rolig og belønningsbaseret – og som kan kombinere aktivitet med evnen til at lære hunden at falde til ro.
Motion, apportering og mental aktivering
Dette er en race med meget stort behov for meningsfuld aktivitet. Lange, varierede ture er et godt udgangspunkt, men er normalt ikke nok alene. Tolleren trives ofte med apportering, spor, nose work, lydighed, rally, agility, vildtspor, jagttræning, retrievertræning og svømning. Mange vil elske opgaver, hvor de skal søge, huske, arbejde selvstændigt inden for rammer og samarbejde med deres menneske.
Apportering bør bruges gennemtænkt frem for som endeløs boldkastning. Korte, strukturerede øvelser med ro, ventetid, dirigering, søg og aflevering kan give langt mere end at skrue konstant op for tempoet. En toller skal både have mulighed for at arbejde og lære, at der også findes pauser.
Jagtinstinkt
Racen er en jagthund med tydelige retrieveregenskaber. Mange har stor interesse for fugle, vildtdufte, bevægelse og apportering, men styrken af jagtinteressen varierer. Indkald, kontakt og samarbejde skal trænes systematisk fra unghundestadiet. Løsgang bør altid vurderes ud fra den enkelte hund, omgivelserne og lovgivningen.
Børn, andre hunde og mindre dyr
En toller kan passe godt ind i en aktiv familie med børn, hvis voksne tager ansvar for samværet. Den legesyge og energiske stil kan være sjov for større børn, men kan også blive intens for små børn. Hunden skal have et roligt fristed, og børn skal lære at lade den spise, sove og hvile uforstyrret.
God socialisering giver de bedste forudsætninger for et ukompliceret samliv med andre hunde. Over for katte og mindre dyr skal man ikke tage kompatibilitet for givet, fordi racens interesse for bevægelse og dens jagtlige baggrund kan spille ind. Introduktion, opsyn og træning er afgørende.
Træning, gøen og vagtsomhed
Tolleren er normalt samarbejdsvillig og lærer hurtigt, men intelligens betyder også, at den opdager inkonsekvente regler og kan kede sig ved ensformig træning. Brug korte pas, klare kriterier og belønninger, som hunden finder værdifulde. Fokus på rotræning, impulskontrol, indkald og afslapning i hjemmet bør være lige så vigtigt som fartfyldte aktiviteter.
Racen er ikke først og fremmest en vagthund. Den kan gø ved besøg, lyde eller ophidselse og nogle individer er ret vokale, men den bør ikke forventes at have egentlige vagtegenskaber. Vedvarende gøen er et trænings- og trivselsproblem, ikke et racetræk man blot skal acceptere.
Pels, farver og fældning
Tolleren har en vandafvisende dobbeltpels af middellang, blød pels med tæt, blød underuld. Pelsen er som udgangspunkt glat, men kan være let bølget over ryggen. Der er behæng ved blandt andet ører, hals, ben og hale. Pelsen er udviklet til arbejde i koldt vand og bør bevare sit naturlige udtryk.
Farven er forskellige nuancer af rød eller orange, ofte med lysere behæng og lysere underside af halen. Hvide aftegninger ses ofte på halespids, poter, bryst og blis, men en hund uden hvide aftegninger kan stadig være helt korrekt i forhold til racestandarden.
Pelspleje og fældning
Børst pelsen grundigt cirka en til to gange om ugen og oftere i fældeperioder. Vær særligt opmærksom på behænget bag ørerne, på bukserne og ved halen, hvor der kan samle sig filtre, snavs og plantedele. Efter badning og ture i naturen bør ører, poter og pels gennemgås.
Racen fælder mærkbart, ofte ekstra meget ved pelsskifte. Den tætte underuld betyder, at fældningen kan være omfattende i perioder. Lav eller moderat pelspleje må derfor ikke forveksles med lav fældning.
Allergi
Nova Scotia Duck Tolling Retriever er ikke en allergivenlig race. Alle hunde afgiver allergener via blandt andet hudskæl, spyt og urin, og reaktionen afhænger af den allergiske person og det enkelte individ. Ved allergi bør man møde den konkrete voksne hund og tale med læge eller allergifaglig behandler, før man anskaffer hvalp.
Sundhed og valg af opdrætter
Som hos alle racer findes der arvelige og andre sundhedsforhold, som en seriøs opdrætter skal arbejde aktivt med. Ved køb af hvalp bør man bede om dokumentation og tale konkret om sundhed hos begge forældre, søskende og nære slægtninge.
Særligt relevante undersøgelser og tests omfatter typisk hoftevurdering, øjenundersøgelse foretaget af øjenkyndig dyrlæge og hjerteundersøgelse. I racen anvendes der desuden DNA-tests for blandt andet visse former for progressiv retinal atrofi (PRA), juvenil Addisons sygdom (JADD) samt arvelige ganespalte-varianter, herunder CP1 og CLPS. Opdrættere kan også bruge yderligere relevante undersøgelser og DNA-tests, eksempelvis for albuer, skjoldbruskkirtel, Collie Eye Anomaly og andre forhold afhængigt af linjerne.
Et testresultat er et vigtigt redskab, men er ikke en garanti for et sygdomsfrit liv. Vælg derfor en opdrætter, som er åben om resultater, kendte problemer i linjerne, racens mentale egenskaber og begrundelsen for den konkrete parring.
Lejlighed og alene hjemme
En toller kan godt bo i lejlighed, hvis dens aktivitets- og træningsbehov reelt bliver opfyldt hver dag, og hvis den lærer at slappe af indendørs. Adgang til have erstatter ikke ture, træning eller fælles aktiviteter. I en lydt bolig skal man være ekstra opmærksom på forebyggelse af gøen og frustration.
Racen er ofte meget knyttet til sine mennesker og skal gradvist lære at være alene hjemme. Alenetræning skal begynde i små skridt og uden at efterlade hunden i utryghed. En aktiv, understimuleret eller stresset toller er sjældent en hund, der let klarer lange arbejdsdage alene.
Førstegangsejer?
En engageret førstegangsejer kan godt lykkes med en toller, men racen er ikke blandt de letteste valg. Ejeren skal have lyst til regelmæssig træning, aktivt friluftsliv og fortsat mental stimulering gennem hele hundens liv. Hjælp fra et godt hvalpehold, en træner med belønningsbaseret tilgang og eventuelt en retrieverklub vil være en stor fordel.
Hvis ønsket primært er en afslappet selskabshund, eller hvis hverdagen giver begrænset tid til træning og fælles aktiviteter, bør man overveje en anden race.
Hvem passer racen godt til?
- Aktive mennesker eller familier, som vil prioritere daglige ture, træning og fælles oplevelser.
- Ejere med interesse for apportering, jagt, spor, nose work, lydighed eller hundesport.
- Mennesker, der sætter pris på en intelligent hund med høj arbejdsglæde.
- Hjem, der kan kombinere fysisk aktivitet med rotræning og nærvær.
- Ejere, der accepterer pels i hjemmet og regelmæssig børstning.
Hvem bør overveje en anden race?
- Mennesker, der ønsker en hund med lavt behov for motion og træning.
- Hjem, hvor hunden ofte skal være alene i mange timer.
- Ejere, der ikke ønsker at arbejde med jagtlig interesse, indkald og impulsstyring.
- Familier, der søger en helt ukompliceret, rolig og social hund i alle situationer.
- Personer med hundeallergi, som håber, at racens pels gør den allergivenlig.
Opsummering
Nova Scotia Duck Tolling Retriever er en kompakt, smuk og alsidig jagthund med stor energi, stærk apportlyst og tydeligt behov for samarbejde. Den rette tollerhverdag indeholder træning, natur, opgaver, ro og tæt kontakt med familien. For den aktive ejer, der vil investere tid i både fysisk og mental aktivering, kan racen være en fantastisk partner. For den, der ønsker en nem og lavaktiv familiehund, er den typisk ikke det rette match.