Egenskaber
Vurderingerne er vejledende (1–5). Hver hund er individuel.
Kort fortalt
- Overvej aktivitet, tid og erfaring
- Læs om socialisering og træning
- Spørg opdrætter om sundhed og temperament
Norsk lundehund er en lille, meget særegen norsk spidshund, som oprindeligt blev brugt til at hente levende lundefugle ud af smalle klippehuler. Racen er kendt for sin usædvanlige anatomi: typisk seks funktionelle tæer på hver pote, ekstra bevægelige forben, en meget fleksibel hals og ører, der kan lukkes for at beskytte øregangen. I dag er den først og fremmest familie- og turhund, men dens selvstændighed, nysgerrighed og historiske jagtbaggrund er stadig vigtige at tage højde for i hverdagen.
Det er en sjælden race med en meget lille genetisk base. Derfor bør valpekøbere vælge opdrætter med stor åbenhed om sundhed, avlsplaner og racens igangværende arbejde med at forbedre den genetiske variation.
Navnet kommer af det norske ord for lundefugl og hund. Racen blev udviklet langs den norske kyst, hvor den med sine særlige fysiske egenskaber kunne klatre i stejlt terræn og komme ind i de snævre, snoede redehuler i klipperne. Den hentede lundefugle levende til menneskerne, og fuglene havde historisk betydning som både føde og kilde til dun.
Der findes beskrivelser af denne form for lundefangst med hund, som er mere end 400 år gamle. Da moderne fangstmetoder blev taget i brug, og befolkningen i flere kystområder faldt, blev racen meget fåtallig. Racens overlevelse er tæt knyttet til hunde fra Måstad på øen Værøy.
En norsk lundehund beskrives typisk som venlig, nysgerrig, livlig og opmærksom. Den knytter sig ofte tæt til sin familie og vil gerne være med, hvor der sker noget. Samtidig er den en spidshund med sin egen mening: den kan være opfindsom, lidt egenrådig og god til selv at finde på aktiviteter, hvis den keder sig.
Racen kan være lidt afventende over for fremmede, navnlig hvis den ikke er blevet socialiseret godt fra hvalp. Det skal ikke forveksles med vagtaggression. En veltilvænnet lundehund skal kunne færdes roligt blandt mennesker, hunde og hverdagsmiljøer, men den er ikke nødvendigvis den hund, der hilser begejstret på alle.
Racen har et moderat, men reelt behov for daglig aktivitet. Den trives sjældent med kun korte lufteture. Gåture, ture i varieret terræn, fri bevægelse på sikkert indhegnede områder og fælles oplevelser med familien passer ofte godt. Den lille krop betyder ikke, at den mangler udholdenhed; mange kan sagtens deltage på længere ture, når konditionen bygges fornuftigt op.
Mental aktivering er mindst lige så vigtig som kilometer. Brug eksempelvis godbidsøg, spor, små apportøvelser, problemløsning og belønningsbaseret træning. Racen har historisk arbejdet selvstændigt i klipper og huler, og den kan have en forkærlighed for at grave og undersøge spræk, buske og omgivelser grundigt.
Den oprindelige anvendelse var jagt på søfugle. Derfor bør man ikke regne med, at enhver lundehund kan gå løs overalt. Interesse for fugle og andre smådyr kan variere meget mellem individer. Indkald skal trænes omhyggeligt, og line eller lang line er det ansvarlige valg, hvor omgivelserne ikke er sikre.
En norsk lundehund kan fungere godt i en familie med børn, når børnene lærer at omgås hunden roligt og respektfuldt. Den lille størrelse gør den dog mere sårbar over for hårdhændet leg og uheld. Samvær mellem mindre børn og hund skal altid være under voksent opsyn, og hunden skal have et roligt sted, hvor den kan trække sig.
Tidlig, positiv socialisering er vigtig i mødet med både gæster, fremmede hunde og andre husdyr. Særligt smådyr og fugle skal introduceres med omtanke på grund af racens baggrund som fuglehund.
Træningen skal være venlig, konsekvent og belønningsbaseret. Lundehunden kan være lærevillig, men den arbejder bedst, når den forstår formålet og har lyst til samarbejdet. Hårde korrektioner eller gentagne kommandoer uden belønning risikerer at gøre en selvstændig hund mindre engageret.
Prioritér fra starten kontakt, håndtering, indkald, rotræning, gå pænt i line og trygge erfaringer med verden. Det er også en god idé at træne en pålidelig “slip”-kommando, fordi den nysgerrige hund kan finde interessante ting på sine ture.
Racen er opmærksom og kan sige til ved uvante lyde eller besøg, men den er normalt ikke blandt de mest gøende spidshunde. Tendensen varierer med individ, miljø, vane og aktivering. Undgå at lade alarmgøen blive en selvforstærkende rutine; beløn rolig adfærd og lær hunden, at den ikke skal tage ansvaret for hjemmets sikkerhed.
Norsk lundehund er ikke en egentlig vagthund og skal ikke anskaffes for beskyttelsesegenskaber.
Pelsen er tæt og ru med blød underuld. Hårene er kortere på hoved og forsiden af benene og mere fyldige omkring halsen, bag på lårene og på halen. Pelsen er funktionel og forholdsvis nem at holde, men den skal stadig gennemgås jævnligt.
De anerkendte farver er altid kombineret med hvidt: rød til gulbrun med mere eller mindre sorte hårspidser, sort eller grå med hvide aftegninger eller hvid med mørke aftegninger. Voksne hunde har ofte tydeligere sorte hårspidser end unge hunde.
En ugentlig gennembørstning er ofte passende, mens der i fældeperioder er brug for hyppigere børstning for at fjerne underuld. Racen fælder mærkbart, særligt når den skifter pels, og den er ikke en allergivenlig race. Ingen hund kan garanteres allergivenlig, fordi allergi også kan udløses af blandt andet hudskæl og spyt.
Det vigtigste sundhedsforhold hos norsk lundehund er racens meget begrænsede genetiske variation. Racen har en særlig risiko for alvorlig, kronisk mave-tarmsygdom, herunder intestinal lymfangiektasi og proteintab via tarmen; dette omtales ofte samlet som lundehundsyndrom. Forløb og alvorlighedsgrad varierer betydeligt mellem hunde.
Ved vedvarende eller tilbagevendende mave-tarmproblemer, dårlig trivsel, vægttab eller andre bekymrende forandringer skal hunden vurderes af dyrlæge. En kommende ejer bør tale konkret med opdrætteren om sundhed hos forældre og nære slægtninge, opdrætterens sundhedsregistreringer og hvordan der arbejdes for genetisk variation. Norsk Kennel Klub og Norsk Lundehund Klubb arbejder med et kontrolleret indkrydsningsprojekt netop for at styrke racens sundhed og levedygtighed.
Racens ekstra tæer, fleksible led og ofte uregelmæssige bid er racetypiske træk. Manglende små kindtænder og underbid kan forekomme; få altid hundens mund og almindelige sundhed vurderet som en del af den løbende dyrlægekontrol.
Racen kan godt bo i lejlighed, hvis den får tilstrækkelige ture, mental aktivering og mulighed for at bruge sin nysgerrighed på gode måder. En have er ikke en erstatning for oplevelser og samvær, og haven skal være sikkert indhegnet. Gravetrang og interesse for omgivelserne kan gøre det nødvendigt at indrette haven praktisk.
Da mange lundehunde er meget knyttede til deres mennesker, skal alene-hjemme-træning bygges langsomt og positivt op fra hvalpealderen. Racen passer bedst til hjem, hvor den ikke rutinemæssigt skal være alene i mange timer hver dag. En enkelt hunds evne til at være alene afhænger dog af træning, temperament og hverdag.
Norsk lundehund kan passe til en engageret førstegangsejer, som er indstillet på at sætte sig grundigt ind i racens sundhed, træne venligt og konsekvent samt respektere en selvstændig hunds behov. Den er ikke det mest oplagte valg for den, der ønsker en ubetinget lydig, ukompliceret eller meget robust lille familiehund.
Norsk lundehund er en lille, smidig og usædvanlig norsk spidshund med en fascinerende fortid som lundefuglejæger. Den kan være en hengiven, munter og aktiv familiehund for den rette ejer, men kræver socialisering, meningsfuld aktivering, sikker håndtering af mulig jagtinteresse og et særligt bevidst forhold til racens sundhed. Den passer bedst til mennesker, der værdsætter personlighed og individualitet lige så højt som lydighed.
Vurderingerne er vejledende (1–5). Hver hund er individuel.