Egenskaber
Vurderingerne er vejledende (1–5). Hver hund er individuel.
Kort fortalt
- Overvej aktivitet, tid og erfaring
- Læs om socialisering og træning
- Spørg opdrætter om sundhed og temperament
Mastino Napoletano, også kendt som napolitansk mastiff, er en meget stor, tung og markant molosser fra Italien. Den er avlet som beskytter af hjem, ejendom og familie – ikke som en hund, der skal hilse begejstret på alle. Bag det rolige og ofte lidt dorske ydre gemmer der sig en fysisk enormt stærk hund med naturlig vagtsomhed og stor territoriebevidsthed.
Racen kan være dybt hengiven over for sine egne mennesker, men den kræver en ejer, som forstår store vagthundes adfærd, kan forebygge problemer gennem gennemtænkt socialisering og kan håndtere en hund på 50–70 kg. Mastino Napoletano er derfor sjældent et godt valg som første hund.
Det er ikke blot en stor hund, men en meget tung og kraftig hund, som fylder betydeligt i hjemmet, i bilen og i hverdagen. Dens løse hud, dybe hovedfolder og tunge krop er karakteristiske træk, men må aldrig være så overdrevne, at de går ud over sundhed og funktion.
FCI beskriver Mastino Napoletano som efterkommer af de store romerske mastiffer, der omtales allerede i det første århundrede. Racetypen overlevede i området omkring Napoli og ved Vesuv, hvor den gennem mange generationer blev brugt som gård- og vagthund. Den moderne race blev genopbygget og målrettet avlet videre fra 1947.
Den historiske funktion forklarer meget af racens nutidige adfærd: Den er normalt ikke skabt til at søge kontakt med fremmede, men til at være rolig, opmærksom og parat til at beskytte sit hjem og sine nærmeste.
En velavlet og velhåndteret Mastino Napoletano beskrives typisk som stabil, loyal, intelligent, værdig og årvågen. Over for familien kan den være meget hengiven og knytte sig tæt til sine mennesker. Over for fremmede er den ofte reserveret eller afventende, og nogle individer har et udpræget behov for afstand, indtil de har vurderet situationen.
Det er vigtigt ikke at forveksle ro med ukomplicerethed. Racen kan reagere hurtigt, hvis den oplever noget som truende eller usædvanligt, og dens styrke betyder, at små fejl i håndteringen kan få store konsekvenser. En Mastino Napoletano skal ikke opmuntres til at blive mere vagtsom eller beskyttende; fokus bør være på ro, neutralitet, kontrol og gode rutiner.
Der er individuel variation. Nogle lever fint med andre hunde, mens andre – særligt som voksne – kan være selektive i mødet med artsfæller. Vær derfor forsigtig med at forvente, at enhver voksen mastino trives med tilfældige hundemøder eller et liv i hundepark.
Racen har normalt et lavt til moderat behov for fysisk motion sammenlignet med mere atletiske brugshunde. Den har dog stadig brug for daglige, rolige gåture, mulighed for at bevæge sig frit i sikre omgivelser og meningsfuld kontakt med familien. Konditionen og mængden af motion skal tilpasses den enkelte hunds alder, vægt, helbred og vejrforhold.
Som hvalp og unghund må den ikke presses med lange ture, mange trapper, hårde hop eller ensformig, voldsom motion. Den tunge, voksende krop belaster led og bevægeapparat. Voksne hunde har fortsat bedst af jævn, skånsom aktivitet frem for eksplosive aktiviteter og mange gentagne spring.
Mental aktivering er vigtig, men behøver ikke være hektisk. Næsetræning, rolig lydighed, kontaktøvelser, problemløsning og samarbejde i små doser passer ofte bedre end højintens hundesport. I varmt vejr skal aktivitet lægges på kølige tidspunkter, og hunden skal have mulighed for at hvile.
Mastino Napoletano er ikke udviklet som jagthund, og racen har normalt ingen udpræget jagtlyst. Den holder sig ofte i nærheden af sine mennesker og sit område, men det er ikke det samme som, at den kan gå frit uden træning og sikker indkaldelse.
Vagtinstinktet er derimod centralt. Racen kan være meget opmærksom på fremmede ved huset, på grunden og i hjemmet. Besøg, håndværkere og nye situationer skal derfor håndteres aktivt og ansvarligt. Gæster bør ikke selv presse kontakt frem; hunden skal have plads til at forholde sig roligt og kontrolleret til dem.
En mastino kan være blid, tålmodig og beskyttende over for familiens børn, når forholdet er opbygget rigtigt. Alligevel er racen ikke uden videre et nemt valg til en børnefamilie. Den enorme krop, tunge hale og kraft kan vælte et mindre barn uden nogen ond hensigt, og dens vagtsomhed kan gøre besøg af børnenes venner mere kompliceret.
Børn og hund skal altid overvåges, og børn skal lære at lade hunden hvile, spise og trække sig tilbage i fred. Man bør aldrig overlade racen ansvaret for at passe på børn. Samliv med kat eller andre familiedyr kan fungere, især hvis hunden er vant til dem fra tidlig alder, men introduktioner skal ske roligt og kontrolleret.
Tidlig, systematisk socialisering er helt afgørende. Hvalpen skal have mange gode og velstyrede erfaringer med mennesker, trafik, miljøer, lyde, gæster og håndtering. Målet er ikke, at hunden skal elske alle, men at den kan forholde sig roligt, neutralt og styrbart til verden omkring sig.
Træningen skal være venlig, konsekvent og praktisk. Prioritér lineføring, kontakt, indkaldelse, ro på plads, håndtering ved dyrlæge og evnen til at tage imod besøg på en sikker måde. Racen er ofte selvstændig og er ikke kendt for ubetinget lydighed. Hårde metoder, fysiske magtkampe og kamplege er dårlige valg, både af hensyn til relationen og fordi hundens styrke gør konflikter unødigt risikable.
Racen er ikke nødvendigvis meget gøende i hverdagen, men den kan bruge en dyb og kraftig stemme, når den registrerer noget ved hjemmet. Vagtsomheden er derfor vigtigere end selve mængden af gøen.
Man skal desuden være realistisk om savl. De store læber og den løse hud betyder, at mange mastinoer savler en del, især i forbindelse med mad, drikke, varme og ophidselse. Der kan også komme vandsprøjt og foderrester omkring skåle og på gulve. Dette er en race, hvor håndklæder let bliver en fast del af hverdagen.
Pelsen er kort og kræver kun begrænset børstning. En gummibørste eller blød børste et par gange om ugen kan fjerne løse hår og holde pelsen pæn. Racen fælder, selv om den korthårede pels ofte gør fældningen lettere at håndtere end hos mange langhårede racer.
FCI angiver grå, blygrå og sort som foretrukne farver; brun, fawn og dyb fawn/rød er også tilladt. Farverne kan være brindlede. Små hvide aftegninger på brystet og/eller tåspidserne er tilladt. Nuancer som hassel, duegrå og isabella tolereres i racestandarden.
Den egentlige pelspleje er enkel, men hudplejen er ikke. Hovedfolder, læber og området omkring øjnene skal kontrolleres regelmæssigt og holdes rene og tørre. Fugt og snavs i folderne kan give hudirritation, lugt og infektion. Racen er ikke garanteret allergivenlig; lav eller moderat fældning siger ikke noget sikkert om, hvorvidt en person med allergi vil reagere.
Som meget stor og tung race skal Mastino Napoletano holdes slank og i god fysisk form hele livet. Overvægt belaster led, hjerte og bevægeapparat yderligere. Hofteledsdysplasi og albueledsdysplasi er særligt relevante; i Danmark stilles der avlskrav om officiel HD- og AD-status for forældredyr.
Øjne og hud kræver også opmærksomhed. De løse øjenrande og ansigtsfolder kan give problemer, og overdrevne hudfolder må ikke genere øjnenes funktion. Seriøse opdrættere prioriterer funktionel anatomi og sund hud og bør kunne tale konkret om sundhed i deres linjer. Relevante undersøgelser hos avlsdyr omfatter blandt andet hofter, albuer og øjne; nogle internationale raceorganisationer anbefaler desuden hjerteundersøgelse.
Den dybe, store brystkasse betyder også, at mavedrejning er en alvorlig akut risiko, som enhver ejer bør kende symptomerne på. Pludselig uro, forgæves opkastningsforsøg, udspilet bug eller kollaps kræver straks dyrlægehjælp. Tal med dyrlægen om forebyggelse, fodringsrutiner og om en eventuel forebyggende mavesæksfiksering er relevant for den enkelte hund.
En Mastino Napoletano er som udgangspunkt bedst egnet til et rummeligt hjem med let adgang til et sikkert, indhegnet uderum. Den behøver ikke en stor motionshave for at løbe kilometer hver dag, men den fylder meget fysisk og har behov for ro, plads og praktiske rammer.
Lejlighed, mange trapper, smalle opgange og hyppige møder med fremmede i fællesarealer er sjældent ideelt. Særligt trapper kan være en betydelig belastning for den tunge hund. En lejlighed kan kun være en realistisk løsning i helt særlige rammer med elevator, meget plads, dygtig håndtering og gode muligheder for rolige ture.
Racen bør læres gradvist at være alene hjemme fra hvalp, med trygge og korte perioder, der bygges langsomt op. Den tætte tilknytning til familien betyder, at den ikke bør efterlades alene i lange arbejdsdage som fast rutine. Derudover skal man have en praktisk plan for, hvem der kan håndtere hunden, hvis den bliver syg, skal passes eller ikke kan komme med på ferie.
Mastino Napoletano anbefales normalt ikke til førstegangsejeren. Det skyldes ikke, at den nødvendigvis er hyperaktiv eller umulig at træne, men kombinationen af enorm fysisk styrke, selvstændighed, naturlig vagtsomhed og behovet for sikker socialisering stiller store krav til ejeren. Erfaring med store molossere eller vagthunderacer er en klar fordel.
Mastino Napoletano er en imponerende, loyal og rolig mastifftype med et alvorligt vagtinstinkt og en stærk tilknytning til familien. Den kræver ikke ekstrem motion, men den kræver ekstrem ansvarlighed: kompetent socialisering, venlig og konsekvent træning, sikker håndtering, plads, hud- og øjenpleje samt stor opmærksomhed på sundhed. I det rette, erfarne hjem kan den være en hengiven og værdig ledsager; i det forkerte hjem bliver dens størrelse og vagtsomhed en alvorlig udfordring.
Vurderingerne er vejledende (1–5). Hver hund er individuel.