Kort om Leonberger
Leonbergeren er en meget stor, tysk molosser af bjergtype med et roligt, venligt og imponerende udtryk. Racen er FCI-anerkendt som standard nr. 145 og hører til FCI gruppe 2, sektion 2.2: molossoide racer af bjergtype, uden brugsprøve. Den er avlet som vagt-, selskabs- og familiehund, men dens fortid som gård- og trækhund ses stadig i en stor, stærk og alsidig hund.
En velopdrættet Leonberger er typisk stabil, social og hengiven over for sin familie. Men den er ikke en ukompliceret “stor familiehund”: Størrelsen, styrken, den store pelsmængde, udgifterne og behovet for tidlig træning skal tages meget alvorligt.
Fakta om racen
- Oprindelsesland: Tyskland.
- FCI-status: FCI-anerkendt, standard nr. 145.
- FCI-gruppe: Gruppe 2, sektion 2.2, molossoide racer af bjergtype.
- Anvendelse: Vagt-, selskabs- og familiehund. Historisk også gård- og trækhund.
- Skulderhøjde: Hanner 72–80 cm, med 76 cm som anbefalet gennemsnit. Tæver 65–75 cm, med 70 cm som anbefalet gennemsnit.
- Vægt: FCI-standarden angiver ikke en fast vægt. Vægten skal passe til hundens køn, højde, bygning og kondition, men racen er ubetinget i kategorien meget stor og tung.
- Levetid: Som anden kæmperace har leonbergeren ofte kortere levetid end små og mellemstore hunde.
Temperament og hverdagsliv
Racestandarden beskriver leonbergeren som selvsikker, rolig, lærenem, lydhør og hverken sky eller aggressiv. Den skal have et middel aktivitetsniveau med plads til leg og være en behagelig ledsager i familien. Der er dog altid individuelle forskelle, og temperamentet påvirkes både af avl, opvækst, socialisering og træning.
Mange voksne leonbergere er rolige indendørs, når deres behov er dækket, men unghunde kan være meget livlige, fysiske og klodsede. En begejstret hund i denne størrelse kan uden dårlige intentioner vælte et barn eller en voksen. Den tidlige indsats med ro, kontakt, lineføring og selvkontrol er derfor afgørende.
Oprindelse og oprindelig anvendelse
Racen blev udviklet i Leonberg ved Stuttgart i Tyskland i første halvdel af 1800-tallet. Heinrich Essig krydsede blandt andet sort-hvide newfoundlandshunde med en sankt bernhardshund, og senere indgik pyrenæerhund. Målet var en stor hund med et løveagtigt præg, som passede til løven i Leonbergs byvåben. De første hunde, der blev kaldt leonbergere, kom i 1846.
Racen blev hurtigt populær som repræsentativ selskabshund. Senere blev den også brugt som gårdhund, vagthund og trækhund i Baden-Württemberg. I dag er den først og fremmest familiehund, men mange trives også med aktiviteter som lydighed, rally, spor, træk, vandarbejde og vandreture.
Motion, aktivering og instinkter
Leonbergeren er ikke en udpræget højenergisk brugshund, men den har brug for langt mere end en kort tur rundt om blokken. En voksen, sund hund har behov for daglige gåture, fri bevægelse på sikre arealer og meningsfuld kontakt med familien. Den sætter ofte pris på at bruge både krop og hoved, eksempelvis med sporarbejde, lydighed, nosework, vandaktiviteter eller kontrolleret trækarbejde.
Hvalpe og unghunde skal beskyttes mod ensidig, hård eller meget belastende motion, mens knogler og led udvikler sig. Lange, tvungne løbeture, gentagne spring og voldsom trappegang er sjældent et godt udgangspunkt for en voksende kæmperace. Tilpas aktivitet og foder i samarbejde med opdrætter og dyrlæge.
Racen er ikke en jagthund og er ikke kendt for et udpræget jagtinstinkt som racetypisk hovedegenskab. Enkelte individer kan naturligvis forfølge katte, vildt eller andre bevægelige dyr, så indkald og sikker indhegning er stadig vigtigt. Leonbergeren er heller ikke en hyrdehund og har ikke et racetypisk hyrdeinstinkt.
Børn, andre dyr og gæster
Leonbergeren kan med sin venlige og stabile natur passe godt ind i en familie med børn. Samvær skal dog altid overvåges, især med små børn, fordi hundens kropsvægt og hale alene kan skabe uheld. Børn skal lære at respektere hundens hvile, mad og grænser, og hunden skal have et roligt sted, hvor den kan være i fred.
Tidlig, positiv socialisering med mennesker, hunde og andre dyr er vigtig. En socialt velfungerende leonberger er ofte imødekommende, men man bør ikke forvente, at alle individer elsker alle fremmede hunde eller ubekendte situationer. En ansvarlig ejer forebygger frem for at lade den store hund skulle håndtere svære møder alene.
Træning, gøen og vagtsomhed
Racen beskrives som lærenem og samarbejdsvillig, men dens fysiske styrke betyder, at basale færdigheder ikke er valgfrie. Start tidligt med rolig håndtering, lineføring, indkald, kontakt, vent, høflig hilsen og evnen til at falde til ro. Belønningsbaseret, konsekvent træning med korte og overskuelige øvelser passer som regel godt til racen.
Hvalpehold eller anden veltilrettelagt træning uden for hjemmet kan være en stor fordel, fordi hunden lærer at samarbejde med sin ejer blandt mennesker, hunde og forstyrrelser. Hård eller urimelig træning kan skade tilliden og er særligt uhensigtsmæssig for en stor, følsom unghund.
Leonbergeren er avlet med vagtegenskaber, men skal ikke være skarp eller aggressiv. Den kan gø for at varsle om noget usædvanligt, men er typisk ikke blandt de mest vokale racer. Manglende motion, isolation eller usikkerhed kan imidlertid give mere gøen og overbeskyttende adfærd.
Pels, farver og fældning
Leonbergeren har en rigelig, dobbelt pels med tæt underuld. Dækhårene er middellange til lange, fra middelbløde til grove, og ligger normalt tæt ind til kroppen. Pelsen er oftest lige, men en let bølge er tilladt. Hanner har typisk tydelig manke på hals og bryst, og racen har behæng på benene samt fyldige bukser på bagbenene.
De godkendte farver er løvegul, rød, rødbrun og sandfarvet, herunder lys gul og creme, samt overgangene mellem disse farver. Der skal altid være sort maske. Sorte hårspidser er tilladt, men sort må ikke dominere grundfarven. En lille hvid plet eller stribe på brystet og hvide hår på tæerne tolereres.
Racen fælder meget og har som regel kraftige fældningsperioder, hvor underulden slipper i store mængder. Der vil også normalt være hår i hjemmet resten af året. Regelmæssig gennembørstning er nødvendig for at fjerne løse hår og forebygge filtre, særligt bag ørerne, i behænget, bukserne og omkring halen. I fældningsperioder kan daglig pelspleje være relevant.
Allergi: Leonbergeren er ikke allergivenlig. Den fælder meget og har både pels, hudskæl og spyt, som kan udløse allergiske reaktioner. Ved hundeallergi bør man opholde sig gentagne gange sammen med voksne hunde fra racen, før man tager en beslutning.
Sundhed
Som kæmperace har leonbergeren nogle sundhedsforhold, der fortjener særlig opmærksomhed. Hofte- og albueledsdysplasi er vigtige fokusområder, og ansvarlige opdrættere bør kunne dokumentere relevant ledundersøgelse af forældredyrene. Øjenundersøgelser, herunder vurdering for øjensygdomme og gonioskopi, er ligeledes relevante i racens sundhedsarbejde.
Der findes arvelige former for laryngeal paralyse og polyneuropati, som kan give nedsat udholdenhed, gangforandringer, muskelsvækkelse og eventuelt vejrtrækningsproblemer. Spørg opdrætteren konkret om de DNA-tests og sundhedsresultater, der er relevante for kombinationen. Hjertesygdom, stofskifteproblemer og visse øjensygdomme omtales også i racens sundhedsarbejde.
Oppustethed med eller uden mavedrejning er en akut og potentielt livstruende tilstand, som ses hos store, dybbrystede racer. Kontakt straks dyrlæge ved eksempelvis rastløshed, udspilet mave, savlen, smerte eller forgæves opkastningsforsøg. Tal med dyrlægen om forebyggelse, fodringsrutiner og om racens samlede helbred.
Vælg en opdrætter, der prioriterer dokumenterede sundhedsresultater, stabilt temperament, korrekt opvækst og racens genetiske variation – ikke kun udseende eller stor størrelse.
Bolig og alene hjemme
En leonberger kan i princippet bo i lejlighed, hvis ejeren kan opfylde dens behov for motion, træning og nært familieliv. I praksis er det ofte mindre ideelt: En meget stor hund optager meget plads, fælder meget og skal kunne komme ud flere gange dagligt uden besvær. Trapper, smalle opgange, varm bolig og begrænset adgang til egnede udearealer kan gøre hverdagen unødigt vanskelig.
Et hus med god indendørs plads og sikker adgang til udeareal vil for mange være en mere realistisk ramme. En stor have erstatter dog ikke gåture, træning eller samvær. Leonbergeren er selskabelig og bør leve som en del af familien, ikke som en hund der bor permanent alene udenfor.
Alene-hjemme-træning skal bygges langsomt og positivt op fra hvalpestadiet. Racen kan mistrives ved for meget isolation, og en understimuleret eller utryg kæmpehund kan hurtigt blive både destruktiv og svær at håndtere.
Førstegangsejer?
En leonberger kan fungere hos en engageret førstegangsejer, men den er sjældent det letteste valg. Ejeren skal kunne styre en meget stærk hund, investere i kvalificeret træning, håndtere omfattende fældning og have økonomi til store mængder foder, udstyr, forsikring og dyrlægebehandling. Erfaring med store hunde er en fordel.
En førstegangsejer, der har god tid, realistiske rammer, vilje til at gå på hold og adgang til hjælp fra opdrætter og træner, kan lykkes rigtig godt. Den, der ønsker en nem, billig, lille eller meget selvkørende hund, bør se efter en anden race.
Hvem passer racen til?
- Familier eller enkeltpersoner med god plads, tid og økonomisk råderum til en kæmperace.
- Ejere, som ønsker en nær og aktiv familiehund med roligt voksenpræg.
- Folk, der vil prioritere tidlig socialisering, vedvarende træning og god håndtering.
- Ejere, der kan leve med betydelig fældning og regelmæssig pelspleje.
- Hjem, hvor hunden kan være en integreret del af hverdagen.
Hvem bør overveje en anden race?
- Personer med begrænset plads, stram økonomi eller fysisk svært ved at håndtere en meget stor hund.
- Hjem, hvor hunden ofte skal være alene i mange timer eller leve adskilt fra familien.
- Folk, der ønsker minimal pelspleje og meget lidt hår i hjemmet.
- Familier, der ikke har mulighed for at overvåge samvær mellem hund og små børn.
- Ejere, der ikke vil bruge tid på struktureret træning i hundens første leveår.
Opsummering
Leonbergeren er en majestætisk, venlig og alsidig kæmperace, der med den rette avl, opvækst og træning kan blive en fantastisk familiehund. Til gengæld kræver den plads, nærvær, konsekvent træning, grundig sundhedsbevidsthed og en ejer, der uden forbehold kan håndtere pels, fældning, styrke og store udgifter. Vælger man racen med åbne øjne, får man ofte en hengiven og imponerende ledsager med et stort behov for at høre til hos sin familie.