Egenskaber
Vurderingerne er vejledende (1–5). Hver hund er individuel.
Kort fortalt
- Overvej aktivitet, tid og erfaring
- Læs om socialisering og træning
- Spørg opdrætter om sundhed og temperament
Landseer, også kaldet landseer (europæisk-kontinental type), er en meget stor, hvid og sort molosser med et venligt, familieorienteret og ofte livligt udtryk. Den er nært beslægtet med newfoundland, men er en selvstændig FCI-anerkendt race – ikke blot en farvevariant af newfoundland. Sammenlignet med newfoundland beskrives landseer ofte som lidt lettere bygget, mere langbenet og mere aktiv.
Det er en hund, der fylder meget i hjemmet og i hverdagen: Den kræver plads, tid sammen med familien, konsekvent opdragelse, pelspleje og et realistisk budget til foder, udstyr og dyrlæge. En veltilpas voksen landseer kan være rolig indenfor, når dens behov for bevægelse, kontakt og oplevelser er dækket.
Landseer beskrives typisk som hengiven, venlig, robust og glad for sin familie. Mange er sociale og imødekommende, men temperament varierer naturligvis mellem individer, opdræt og opvækst. Racen skal hverken være aggressiv eller overdrevent sky.
Den er ikke nødvendigvis en sofahund, selv om den er stor. Landseer har ofte lyst til at være med, lege, bevæge sig og samarbejde med sine mennesker. Samtidig kan den have en selvstændig og lidt egenrådig side. Den bliver ikke mest harmonisk af kun korte lufteture rundt om blokken.
Racen deler historisk baggrund med de hvid-sorte hunde fra Newfoundland og med newfoundlandracen. Europæiske, særligt tyske og schweiziske, opdrættere arbejdede i første halvdel af 1900-tallet videre med de hvid-sorte hunde som en selvstændig type. Landseer blev anerkendt som selvstændig race af FCI i 1960.
Navnet henviser til den engelske maler Sir Edwin Landseer, der malede hvid-sorte hunde af denne type. Det er vigtigt at skelne mellem FCI-racen landseer og en hvid-sort newfoundland, som i nogle lande fortsat betragtes som en farvevariant af newfoundland.
Landseer har et moderat til forholdsvis højt behov for daglig aktivitet set i forhold til sin størrelse. Den har godt af flere ture hver dag samt regelmæssige, rolige oplevelser i naturen. Mange holder meget af vand og svømning, som kan være en skånsom motionsform for den store krop. Vandarbejde, apportering, spor, næsearbejde, lydighed på hverdagsniveau og enkle samarbejdsopgaver kan være gode aktiviteter.
Unge hunde skal ikke motioneres hårdt eller ensformigt. Undgå mange gentagne spring, lange løbeture, tung trækaktivitet og overdreven belastning, mens hunden vokser. Tilpas motionen til alder, kondition, vejr og eventuelle ledproblemer.
Landseer er ikke avlet som jagthund, og racen har normalt ikke et udpræget jagtinstinkt som en drivende eller stående jagthund. Enkelte hunde kan naturligvis interessere sig for vildt, bevægelser eller dufte. Indkald og sikker færdsel uden line skal derfor trænes individuelt.
Racen er oprindeligt beskrevet som vagthund og kan være opmærksom på hjem og familie. Det er mere relevant at kanalisere denne vagtsomhed roligt end at forsøge at gøre hunden til en skarp beskyttelseshund.
En godt socialiseret landseer kan ofte være en varm og tålmodig familiehund og har ry for at være blid over for børn. Men dens størrelse er afgørende: En glad, ung hund kan uden ond vilje vælte et mindre barn, og samvær mellem hund og små børn skal altid overvåges. Børn skal lære at give hunden ro ved mad, hvile og i dens kurv.
Tidlig, positiv erfaring med forskellige mennesker, hunde, underlag, lyde og hverdagsmiljøer er vigtig. En voksen hund på 50 kg eller mere skal kunne hilse roligt, gå pænt i line og acceptere håndtering. Socialisering betyder ikke, at den skal hilse på alle, men at den skal kunne forholde sig roligt og trygt.
Begynd træningen fra første dag. Landseer lærer ofte fint med venlig konsekvens, belønning og korte, varierede træningspas. Hård behandling og fysisk magtkamp er hverken nødvendigt eller hensigtsmæssigt. Prioritér lineføring, indkald, ro ved døren, kontakt, håndtering og evnen til at slappe af.
Den er typisk vagtsom uden at være en konstant gøende race. Den kan give lyd ved uventede gæster eller noget, den opfatter som usædvanligt. Lær den derfor fra ung at falde til ro igen på et signal, og undgå at belønne alarmgøen ved at gøre stort nummer ud af hver lyd udenfor.
Landseer har lang, så lige og tæt yderpels som muligt over det meste af kroppen samt blød underuld. Pelsen på hovedet er kortere og finere. Underulden er ifølge racestandarden mindre tæt end hos den sorte newfoundland, men det er stadig en stor hund med meget pels.
Farven er rent hvid med tydeligt afgrænsede sorte aftegninger på krop og kryds. Hovedet skal være sort med hvidt næseparti og en symmetrisk hvid blis, der fortsætter mod den hvide halskrave. Bryst, bug, ben og hale skal være hvide. Små pletter i det hvide tolereres i standarden, men den sort-hvide aftegning er racens eneste farve.
Regn med en grundig gennembørstning mindst ugentligt og oftere i fældeperioder. Gennemarbejd pelsen helt ind til huden, særligt bag ørerne, i armhulerne, ved bukserne, på halen og hvor sele eller halsbånd gnider. Løse hår, snavs og begyndende filtre er langt nemmere at håndtere løbende end efter flere uger.
Racen fælder mærkbart, med ofte kraftigere perioder ved pelsskifte. De hvide hår ses tydeligt på mørke tekstiler. Lav fældning og allergivenlighed hører ikke sammen, og landseer kan ikke beskrives som allergivenlig. Allergi skyldes blandt andet allergener fra hudskæl og spyt, ikke kun hår.
Landseer er en meget stor race, og ansvarlig opdræt samt passende opvækst er vigtige. Hofteledsdysplasi og albueledsdysplasi er særligt relevante sundhedsområder. I Danmark kan et kuld kun stambogsføres i DKK, hvis begge forældre har officiel HD-status A eller B; en hund med HD C kan anvendes med en partner med HD A. Begge forældre skal desuden have officiel AD-status 0 eller 1.
Spørg opdrætteren om forældredyrenes dokumenterede HD- og AD-resultater, familiens helbred og hundenes temperament. I nogle udenlandske avlsprogrammer indgår der også undersøgelser for arvelige øjensygdomme samt DNA-test for blandt andet trombocytopati og degenerativ myelopati. Kravene varierer mellem lande og klubber, så få forklaret hvilke undersøgelser der konkret er foretaget, og hvad resultaterne betyder.
Som hos andre meget store hunde bør ejeren desuden kende tegnene på akut mavedrejning/maveudvidelse: urolig eller smertepåvirket hund, forgæves opkastningsforsøg, opspilet bug eller pludselig svækkelse kræver akut dyrlægehjælp. Hold hunden slank, fodr fornuftigt og følg dyrlægens råd om foder og aktivitet.
Landseer trives bedst, hvor der er fysisk plads, sikre adgangsforhold og mulighed for daglige ture. Hus med have er praktisk, men en have erstatter ikke gåture, træning eller samvær. Lejlighed kan fungere for den rigtige ejer, men det er ofte upraktisk på grund af hundens størrelse, pels, våd/mudret pels efter ture og behovet for nem adgang til udendørsarealer. Trapper kan desuden være en dårlig løsning, især for en voksende eller ældre stor hund.
Racen er tæt knyttet til sin familie og bør ikke regelmæssigt være alene i mange timer. Alene-hjemme-træning skal indlæres gradvist og positivt fra hvalp. En voksen landseer, der mistrives alene, er ikke bare en udfordring for sig selv, men kan også blive en stor praktisk udfordring for naboer og ejer.
Landseer er en stor, smuk og markant familiehund med behov for plads, nært samvær og en aktiv, men ikke ekstrem, hverdag. Den er typisk mere livlig end den tungere newfoundland og kan være en dejlig, blid ledsager for en ejer, der tager dens størrelse, pels og sundhedsansvar alvorligt. Vælg kun racen, hvis du har tid, plads og overskud til hele den store hund – og vælg en opdrætter, der dokumenterer sundhed og prioriterer stabilt temperament.
Vurderingerne er vejledende (1–5). Hver hund er individuel.