Egenskaber
Vurderingerne er vejledende (1–5). Hver hund er individuel.
Kort fortalt
- Overvej aktivitet, tid og erfaring
- Læs om socialisering og træning
- Spørg opdrætter om sundhed og temperament
Grand basset griffon vendéen er en fransk, ruhåret drivende jagthund med korte ben, lang krop og stor udholdenhed. Det er ikke blot en stor petit basset griffon vendéen, men en selvstændig race med egne proportioner, eget racestandard og en mere langstrakt bygning. Racen er udviklet til at arbejde vedholdende med næsen i vanskeligt terræn, og den er fortsat først og fremmest en hund med tydelige jagthundeegenskaber.
For den rette ejer kan den være en munter, venlig og charmerende familiehund med et rustikt udseende. Den kræver dog mere end almindelige lufteture: sikker indhegning, konsekvent træning, daglig aktivitet og forståelse for, at en interessant fært ofte er vigtigere end et indkald.
Racen nedstammer fra større vendéenske drivende hunde, navnlig grand griffon vendéen. Målrettet avl sidst i 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet formede den størrelse, som gjorde racen velegnet til harejagt til fods. Den blev udviklet som jagthund til arbejde med skydevåben i mellemstore terræner, hvor den skulle kunne bevæge sig hurtigt og udholdende gennem krat, brombær og ujævnt terræn.
I dag kan racen bruges til jagt på blandt andet hare, kanin og andet pelsvildt, og racestandarden beskriver også arbejde på større vildt som vildsvin. Dens fortid som funktionel drivende hund er central for at forstå dens behov som familiehund.
En grand basset griffon vendéen beskrives i racestandarden som modig, passioneret i jagten, velklingende og lidt stædig. I hjemmet kan mange være glade, sociale og forholdsvis afslappede, når deres behov er opfyldt. Temperamentet varierer dog mellem individer, opvækst og avlslinjer.
Det er en selvstændigt tænkende hund. Den er avlet til at følge spor og arbejde videre uden konstant at afvente førerens instruktioner. Derfor må man ikke forvente den samme umiddelbare lydighed som hos en meget førerorienteret brugshund. En ejer skal kunne være rolig, konsekvent og tålmodig uden at gøre samarbejdet til en kamp.
Racen har et højt aktivitetsbehov og betydelig udholdenhed. Voksne hunde har typisk brug for flere daglige ture, hvor mindst en del af motionen er reel, varieret aktivitet frem for alene korte tisseture. Lange gåture i naturen, sporarbejde, nose work, mantrailing, sporlege og kontrolleret søg kan være gode måder at bruge hundens næse og arbejdsglæde på.
Jagtinstinktet er vigtigt at tage alvorligt. En grand basset griffon vendéen kan blive meget optaget af færten fra vildt og følge den langt. Indkald skal trænes systematisk fra hvalp, men bør ikke betragtes som en garanti i nærheden af vildt. Gåture bør derfor ofte foregå i line eller på en sikker, indhegnet plads. En robust og rømningssikker have er en stor fordel.
Tidlig, bred og positiv socialisering er vigtig. Hvalpen bør roligt lære forskellige mennesker, hunde, miljøer, transport, underlag og hverdagssituationer at kende. Træningen bør være belønningsbaseret, kort og varieret; mad, færtarbejde og leg kan være gode belønninger.
Racen kan virke stædig, men hård behandling er ikke en god løsning. Den bedste tilgang er klare rammer, gode vaner fra starten og en ejer, som kan fastholde reglerne venligt og konsekvent. Særligt lineføring, ro-træning, håndtering, indkald og det at kunne slippe en fært bør prioriteres tidligt.
En velopdragen og passende socialiseret grand basset griffon vendéen kan fungere fint i en familie med børn. Racen er imidlertid livlig, fysisk og selvstændig, så samvær mellem små børn og hund skal altid være under opsyn. Børn skal lære at respektere hundens hvile, mad og signaler, og hunden skal have et roligt sted, hvor den kan være uforstyrret.
Som tidligere flokjagthund kan mange individer omgås andre hunde godt, men det er ikke en erstatning for socialisering. Smådyr, fritgående katte og vildt kan udløse jagtadfærd. Samliv med andre dyr skal vurderes individuelt og styres ansvarligt.
Racestandarden fremhæver en god og tydelig stemme under jagt. Det betyder ikke, at alle individer gør konstant indendørs, men racen kan være vokal og bruge stemmen ved ophidselse, fært, forventning eller når der sker noget udenfor. Det er en egenskab, som kan give udfordringer i lyttte boliger og tætbebyggede områder.
Den kan gøre opmærksom på besøgende eller usædvanlige lyde, men den er ikke avlet som egentlig vagthund. Dens vagtsomhed er normalt langt mindre udpræget end hos deciderede vagt- og beskyttelsesracer.
Pelsen er hård, lige og forholdsvis grov med tydelige øjenbryn, skæg og moustache. Den skal bevare et naturligt, rustikt præg og må ikke styles til et blødt eller overdådigt udtryk. Børst hunden grundigt mindst ugentligt og oftere efter ture i krat og natur, så små filtre, grene og frø ikke bliver siddende. Pelsen skal desuden trimmes eller nappes efter behov for at holdes funktionel og velplejet.
De godkendte farver omfatter blandt andet hvid med sorte aftegninger, sort med tan, hvid med orange, trefarvet samt forskellige fauve- eller sandfarvede nuancer med sort overlejring. De traditionelle farvebetegnelser henviser blandt andet til hare-, ulve-, grævlinge- og vildsvinefarve. Ensfarvet sort eller ensfarvet hvid er ikke standardfarver.
Racen fælder, men den ruhårede pels giver ofte ikke samme oplevelse af løse hår som hos mange kortpelsede racer med kraftig underuld. Fældningen er individuel og påvirkes også af pelsplejen. Lavere fældning er ikke det samme som allergivenlighed. Ingen hund kan garanteres allergivenlig, da allergi også kan udløses af blandt andet hudskæl og spyt.
Grand basset griffon vendéen betragtes ikke som en race, hvor FCI angiver bestemte obligatoriske sundhedsundersøgelser i racestandarden. Det er alligevel vigtigt at vælge opdrætter, som arbejder dokumenteret med sundhed og genetisk variation. Den amerikanske specialklub anbefaler undersøgelse af hofter og øjne før avl; hjerte-, knæskal- og stofskifteundersøgelse nævnes som supplerende undersøgelser.
Bed om at se sundhedsresultater for begge forældre og spørg konkret til sygdomshistorik i linjerne. Racens hængeører bør kontrolleres og holdes rene og tørre, navnlig efter bad, svømning og ture i fugtigt terræn. Som for alle aktive hunde er passende huld, gradvis optræning og fornuftig belastning i opvæksten vigtige dele af forebyggelsen.
Racen kan i princippet bo i lejlighed, men det er sjældent den letteste ramme. Den har brug for regelmæssig, aktiv udfoldelse, mulighed for næsearbejde og en ejer, som kan håndtere vokalisering hensynsfuldt. Et hjem med let adgang til natur og en sikkert indhegnet have vil ofte være mere praktisk.
Alene-hjemme-træning skal bygges langsomt op fra hvalpealderen. En aktiv jagthund, som keder sig eller bliver utryg ved at være alene, kan udvikle uønsket adfærd som gøen, uro eller destruktivitet. Racen passer dårligt til en hverdag med meget lange, faste perioder alene uden tilstrækkelig motion, kontakt og aktivering før og efter.
Den kan passe til en engageret førstegangsejer, men er ikke et oplagt nemt valg. Ejeren skal have lyst til at træne, kunne leve med jagtinstinkt og stemmebrug samt være indstillet på at prioritere sikkerhed frem for fri løb i al slags terræn. Erfaring med selvstændige jagthunde er en fordel, men ikke et krav, hvis man opsøger kvalificeret hjælp og arbejder konsekvent fra begyndelsen.
Grand basset griffon vendéen er en særlig fransk drivende hund: robust, livlig, vedholdende og udstyret med en fremragende næse. Den kan være en dejlig og munter ledsager, men trives bedst hos ejere, der respekterer dens jagtbaggrund i stedet for at forsøge at træne den væk. Med sikkerhed, konsekvent positiv træning, passende pelspleje og rigelig fysisk og mental aktivitet kan den blive en meget givende hund for det rette hjem.
Vurderingerne er vejledende (1–5). Hver hund er individuel.