Egenskaber
Vurderingerne er vejledende (1–5). Hver hund er individuel.
Kort fortalt
- Overvej aktivitet, tid og erfaring
- Læs om socialisering og træning
- Spørg opdrætter om sundhed og temperament
Grand danois, internationalt kendt som Great Dane og i FCI-standard kaldet Deutsche Dogge, er en meget stor, elegant og kraftfuld molosser. Betegnelsen “Den danske Hund” er ikke en selvstændig race: racens FCI-anerkendte oprindelsesland er Tyskland, selv om racens navn historisk har en forbindelse til Danmark i flere lande.
En velavlet og velsocialiseret grand danois er typisk hengiven over for sin familie, rolig indendørs og opmærksom over for omgivelserne. Men racens enorme størrelse betyder, at hverdagen kræver plads, god fysisk kontrol, tidlig træning og et budget, der passer til en meget stor hund. Den er ikke blot en stor selskabshund; den er en kæmpehund med særlige behov gennem hele livet.
Racen har rødder i store, kraftige jagthunde. FCI beskriver dens forfædre som blandt andet gamle bullenbeissere samt jagt- og vildsvinehunde, der lå mellem den tunge mastifftype og den hurtige mynde. Hundene blev brugt til jagt på stort vildt, herunder vildsvin.
I 1878 besluttede tyske opdrættere og dommere at samle flere beslægtede typer under navnet Deutsche Dogge, og den første standard blev fastlagt i Berlin i 1880. Den moderne grand danois er ikke en jagthund i praktisk brug, men racens fortid kan stadig ses i dens bevægelighed, selvstændighed og mulige interesse for at forfølge bevægelige dyr.
Grand danoisen skal ifølge standarden være venlig, kærlig, hengiven over for sine ejere, selvsikker, frygtløs og let at håndtere. Mange knytter sig meget tæt til familien og søger gerne fysisk nærhed – ofte uden helt at forstå deres egen størrelse.
Over for fremmede kan nogle være rolige og lidt reserverede, mens andre er mere åbne. En grand danois skal ikke være nervøs, aggressiv eller let provokeret. Temperament afhænger dog altid af avl, tidlig socialisering, træning og den enkelte hund.
Indendørs er voksne hunde ofte forholdsvis rolige, men deres blotte krop fylder meget. En logrende hale, en begejstret velkomst eller en hund, der læner sig op ad mennesker, kan være voldsomt for små børn, ældre eller usikre gæster. Nogle individer savler en del, og racen kan også være overraskende god til at indtage sofaer og senge.
Racen har et moderat aktivitetsniveau, men har brug for daglige ture, fri bevægelse under sikre forhold og kontakt med sin familie. En voksen, sund grand danois trives ofte med flere rolige gåture, mulighed for at snuse og udforske samt kortere trænings- eller aktiveringspas. Den er ikke skabt til mange timers ensformigt løb, lange cykelture eller hård fysisk belastning.
Hvalpe og unghunde skal vokse langsomt og skånsomt. Undgå overdreven motion, gentagne høje spring, hårde opbremsninger og belastende aktiviteter, mens kroppen udvikler sig. Følg altid dyrlægens og opdrætterens råd om foder, vækst og passende motion.
Den historiske anvendelse som storvildtjæger betyder, at nogle grand danoiser kan have jagtlyst. Især løbende katte, vildt eller meget små hunde kan udløse forfølgelse. Indkald og kontrol skal trænes fra starten, men man bør ikke regne med, at alle individer kan færdes løse i områder med vildt.
En velopdragen grand danois kan være en kærlig familiehund og er ofte tålmodig med børn i sin egen familie. Samvær skal dog altid overvåges. Racens vægt og højde gør, at den let kan vælte et barn ved leg eller begejstring, helt uden dårlige hensigter.
Børn skal lære at lade hunden spise, hvile og trække sig tilbage i fred. Tidlige, rolige erfaringer med forskellige mennesker, hunde, miljøer og hverdagssituationer er vigtige. Vær særligt opmærksom på samspil med små hunde og andre smådyr, fordi en legesyg eller jagtinteresseret kæmpehund kan komme til at skade uden at mene det.
Tidlig træning er afgørende. En voksen grand danois skal kunne gå pænt i line, vente roligt, komme på indkald, acceptere håndtering og tage imod besøg uden at springe op eller mase sig frem. Det er langt lettere at lære en lille hvalp gode vaner end at rette en hund på 60–75 kg.
Racen reagerer normalt bedst på venlig, konsekvent og belønningsbaseret træning. Korte, overskuelige træningspas og rolig indlæring i skiftende omgivelser passer ofte bedre end hård eller konfronterende håndtering. Der skal arbejdes med ro, impulskontrol og hverdagslydighed – ikke kun med klassiske kommandoer.
Grand danoisen er normalt ikke blandt de mest gøende racer, men den kan give lyd ved gæster, usædvanlige lyde eller bevægelse omkring hjemmet. Dens dybe gøen og imponerende fremtoning virker naturligt afskrækkende.
Den har vagtsomhed, men en ansvarlig ejer skal ikke fremelske mistænksomhed eller aggressiv adfærd. Målet er en hund, der kan registrere noget usædvanligt og derefter falde til ro, når ejeren tager over.
Pelsen er kort og forholdsvis enkel at holde. Den har ingen beskyttende underuld, men den fælder stadig. De korte, stive hår kan sætte sig godt fast i tekstiler, møbler og tæpper. En ugentlig børstning eller aftørring er ofte passende, med hyppigere pleje i perioder med mere fældning. Kløer, ører, hud og tænder skal naturligvis også passes regelmæssigt.
FCI opdeler racen i tre farvevarianter: gul og tigret; harlekin, merle og sort; samt blå. De standardbeskrevne farver er:
Lavere fældning end hos mange dobbelpelsede racer gør ikke grand danois allergivenlig. Allergi kan udløses af blandt andet hudskæl, spyt og urin, og ingen hund kan garanteres egnet for en allergiker.
Grand danois er en kæmperace, hvor sundhedsforhold skal have stor betydning ved valg af opdrætter. Ingen sundhedstest kan garantere en rask hund, men dokumenterede undersøgelser af forældredyr og åben dialog om sygdomme i linjerne er vigtige.
Spørg opdrætteren konkret til sundhedsresultater for hofter, hjerte, skjoldbruskkirtel og øjne samt til forekomst af GDV, DCM, wobblers og alvorlige sygdomme hos nære slægtninge. Vælg aldrig hvalp alene efter farve, størrelse eller pris.
Grand danois kan i princippet bo i lejlighed, hvis den får passende motion, mental aktivering og tæt familiekontakt. I praksis skal boligen have reel plads til en meget stor hund, en stor hvileplads og sikker passage gennem døre, trapper og smalle gange. Mange trapper er upraktiske, især for hvalpe, ældre hunde og hunde med led- eller rygproblemer. Adgang til elevator eller bolig i stueplan er ofte en klar fordel.
En stor have kan være dejlig, men erstatter ikke gåture, træning og samvær. Racen bør ikke holdes isoleret udendørs; den korte pels yder begrænset beskyttelse mod kulde og vådt vejr.
Da mange grand danoiser knytter sig tæt til familien, skal alene hjemme trænes gradvist og positivt. En voksen hund kan ofte lære at være alene i en passende del af arbejdsdagen, men lange, daglige perioder uden kontakt passer sjældent godt til racen. Hvalpe og unghunde har naturligt behov for langt kortere perioder.
En grand danois kan bo hos en førstegangsejer, men den er sjældent det nemmeste valg. Ejeren skal kunne være konsekvent, opsøge kvalificeret træning tidligt, have styr på praktisk håndtering og kunne betale for store mængder foder, udstyr, forsikring og potentielt høje dyrlægeudgifter.
En førstegangsejer kan lykkes godt med racen, hvis vedkommende er realistisk om ansvar og størrelse, har god tid til socialisering og træning og får støtte fra en seriøs opdrætter og et godt træningsmiljø.
Grand danois er en imponerende, hengiven og ofte rolig familiehund, når den er sund, velavlet og velopdragen. Den kræver ikke ekstrem motion, men den kræver meget ansvar: plads, nærvær, tidlig træning, omhyggelig opvækst og et konsekvent fokus på sundhed. For den rette ejer er den en usædvanligt kærlig kæmpe; for den uforberedte kan dens størrelse og sundhedsmæssige sårbarhed blive overvældende.
Vurderingerne er vejledende (1–5). Hver hund er individuel.