Engelsk mastiff kort fortalt
Engelsk mastiff kaldes i den officielle racestandard blot Mastiff og er en meget stor, britisk molosser. Det er ikke en bullmastiff, napolitansk mastiff eller tibetansk mastiff. Racen er FCI-anerkendt som FCI nr. 264 i gruppe 2, sektion 2.1: molossoider af mastiff-type, uden brugsprøve.
En velopdrættet engelsk mastiff er typisk rolig, hengiven over for sin familie og afventende eller ligeglad over for fremmede. Den er imidlertid enorm og kraftfuld. Det betyder, at almindelige hverdagsfærdigheder som at gå pænt i snor, tage imod gæster og kunne falde til ro ikke er valgfrie – de er afgørende.
Fakta om racen
- Oprindelsesland: Storbritannien.
- FCI-status: Anerkendt definitivt af FCI.
- FCI-gruppe: Gruppe 2, molossoider, mastiff-type.
- Anvendelse: Vagt- og beskyttelseshund.
- Størrelse: Meget stor og massiv. FCI-standarden prioriterer størrelse sammen med sund, funktionel bygning, men angiver ikke faste mål for skulderhøjde eller vægt. Andre anerkendte standarder angiver mindst ca. 76 cm for hanner og ca. 70 cm for tæver. Voksne hunde ligger ofte omkring 54–104 kg eller mere, men vægten skal altid passe til hundens køn, kropsbygning og kondition – større er ikke automatisk bedre.
- Levealder: Racen har typisk en kortere levetid end mindre hunderacer.
Temperament og hverdagsliv
Den engelske mastiff skal forene værdighed og mod med et stabilt, roligt sind. Mange er meget knyttede til deres egne mennesker og foretrækker at være tæt på familien frem for at være alene i haven. Over for ukendte mennesker er racen ofte reserveret eller neutral snarere end umiddelbart selskabelig. Skyhed er ikke ønskværdig, og en så stor hund bør aldrig overlades til selv at afgøre, hvem der er velkommen.
Temperament varierer mellem individer, linjer, opvækst og socialisering. En mastiff er ikke nødvendigvis aggressiv, men dens fysiske tyngde og naturlige vagtsomhed gør dårlig socialisering, utryghed eller manglende kontrol alvorligt i praksis.
Oprindelse og oprindelig anvendelse
Mastiff-typen har været kendt i Storbritannien i mange hundrede år. FCI beskriver, at mastiff-lignende hunde allerede fandtes i Britannien ved romernes invasion, og at racen senere var kendt for mod og vagtegenskaber. Den moderne engelske mastiff blev især brugt som vagt- og beskyttelseshund. Historisk har mastiffer også været anvendt til blandt andet vildtforvaltning og ulvejagt samt i former for dyrekampe, som for længst er forbudt.
Efter Anden Verdenskrig var racen næsten forsvundet i Storbritannien. Importerede hunde, herunder hunde med rødder i Nordamerika, blev vigtige for at genopbygge bestanden.
Motion og mental aktivering
En voksen engelsk mastiff er normalt ikke en udholdende motionsspecialist, men den har stadig behov for daglige, rolige gåture, fri bevægelse efter evne og kontakt med familien. Omkring op til en times samlet motion dagligt kan passe mange voksne individer, men behovet skal tilpasses alder, helbred, temperatur og kondition.
Korte træningspas, snuseopgaver, rolige søgelege og hverdagslydighed passer ofte bedre end gentagne, hårde eller eksplosive aktiviteter. Hvalpe og unghunde skal vokse langsomt og skånsomt: undgå lange, ensformige ture, tvungen løb, mange trapper og voldsom belastning af den endnu umodne krop. Hold også nøje øje med varme, da den store krop og korte snude kan gøre varm motion belastende.
Jagtinstinkt
Racen er ikke en moderne jagthund, og et udpræget jagtinstinkt er normalt ikke dens hovedkendetegn. Enkelte hunde kan dog gerne forfølge katte, vildt eller andet, der bevæger sig. Indkald, lineføring og sikker indhegning er derfor stadig vigtige.
Træning og socialisering
Start tidligt og træn venligt, konsekvent og systematisk. Mastiffen kan være samarbejdsvillig, men er ofte mere selvstændig og mindre repetitionsglad end mange brugshunderacer. Belønningsbaseret træning, korte sessioner og tydelige rammer giver normalt bedst resultat.
Socialisering betyder ikke, at hunden skal hilse på alle. Målet er en hund, der roligt kan observere mennesker, hunde, trafik, gæster og nye miljøer uden at blive utryg eller overgearet. Træn fra hvalp, at hunden accepterer berøring, pelspleje, dyrlægebesøg, transport og hvile bag en lukket dør eller gitter.
En voksen hund på mange kilo kan ikke fysisk styres med rå styrke. Ejeren skal have praktisk erfaring eller være indstillet på kvalificeret hjælp fra start.
Børn, andre hunde og gæster
En stabil og velopdragen engelsk mastiff kan fungere godt i en rolig familie og kan være meget tålmodig med egne børn. Men dens størrelse betyder, at den let kan vælte et lille barn ved et uheld, og samvær mellem hund og børn skal altid overvåges. Børn skal lære at respektere hundens hvile, mad og personlige plads.
Forholdet til andre hunde afhænger af individ, socialisering og kønssammensætning. Introduktioner bør ske roligt og kontrolleret. Gæster skal introduceres på en forudsigelig måde, særligt fordi racen kan være naturligt vagtsom.
Gøen og vagtsomhed
Engelsk mastiff er ofte mindre gøende end mange mindre vagtsomme racer, men den kan give en dyb og overbevisende alarmgøen, når noget virker usædvanligt. Racens blotte størrelse virker ofte afskrækkende. Den bør ikke opmuntres til selvstændig vagtopgave; træn i stedet ro ved døren, sikker håndtering af besøg og et sikkert signal til at gå til sin plads.
Pels, farver og fældning
Pelsen er kort, tilliggende og grovere over hals og skuldre. De godkendte farver er abrikos, fawn og brindle. Næse, ører og maske skal være sorte, med sort omkring øjnene og op mellem dem. Meget hvidt på krop, bryst eller poter er ikke ønskværdigt i racestandarden.
Den korte pels er enkel at holde, og en grundig børstning cirka en gang om ugen vil ofte være passende. Racen fælder dog, og de korte, stive hår kan ses på gulve, møbler og tøj. Mange mastiffer savler desuden, særligt efter drikke, mad og i varmt vejr; det er en reel del af hverdagen.
Allergi
Engelsk mastiff er ikke kendt som en allergivenlig race. Lav eller kort pels betyder ikke, at en hund er egnet til personer med hundeallergi, fordi allergener blandt andet findes i hudskæl og spyt.
Sundhed og valg af opdrætter
Den store kropsstørrelse gør det særligt vigtigt at holde hunden slank, bygge kondition gradvist op og reagere på tegn på halthed eller nedsat bevægelighed. Hofte- og albueledsdysplasi er væsentlige forhold i racen, og officielle kennelklubber anbefaler undersøgelse af hofter og albuer før avl. Øjenundersøgelse anbefales også.
Den amerikanske raceklub anbefaler desuden blandt andet undersøgelser af hjerte, skjoldbruskkirtel og knæskal samt relevante DNA-tests, herunder for cystinuri type 3, CMR1, degenerativ myelopati og dominant progressiv retinal atrofi. En seriøs opdrætter skal kunne dokumentere sundhedsundersøgelserne for begge forældre og tale åbent om sundheden i familien.
Som anden meget stor og dybbrystet hund kan mastiffen udvikle maveudvidelse med drejning af mavesækken. Det er en akut og livstruende tilstand. Kendskab til faresignaler som oppustet bug, uro, savlen, smerter og forgæves opkastningsforsøg er vigtigt, og der skal søges akut dyrlægehjælp ved mistanke.
Vælg en hund med fri vejrtrækning, sunde øjne, stabilt temperament og ubesværet bevægelse. Overdreven løs hud, tunge øjenlåg og usund ekstrem størrelse bør ikke prioriteres.
Lejlighed og alene hjemme
Racen kan i princippet bo indendørs roligt, men en almindelig lille lejlighed er sjældent praktisk. Den fylder meget, har brug for skridsikre gulve og en stor, behagelig hvileplads, og den skal kunne komme sikkert ud flere gange dagligt. Mange trapper kan være upraktiske, især for hvalpe, unghunde, ældre hunde og hunde med ledproblemer. Et stort hjem med nem adgang til et sikkert, indhegnet udeareal er oftest et bedre match.
Alene-hjemme-træning skal bygges langsomt og positivt op. Mastiffen er ofte tæt knyttet til sin familie og passer ikke godt til et liv med lange, faste dage alene. En voksen, tryg hund kan ofte lære at være alene i en begrænset periode, men den skal fortsat have selskab, motion og mental kontakt i hverdagen.
Førstegangsejer?
En engelsk mastiff er normalt ikke det letteste valg som første hund. Dens motionsbehov er moderat, men dens størrelse, økonomi, sundhedsrisici, savl og naturlige vagtsomhed stiller store krav til ejerens planlægning og ansvar. En engageret førstegangsejer med god vejledning, tid til træning og realistiske rammer kan lykkes, men mange vil finde en mindre og mere ukompliceret race lettere.
Hvem passer racen til?
- En rolig, ansvarlig familie eller voksen ejer med god plads og stabil hverdag.
- Folk, der vil bruge tid på tidlig socialisering og praktisk hverdagslydighed.
- Ejere, der kan håndtere en meget stor hund fysisk, logistisk og økonomisk.
- Hjem, hvor hunden får lov til at være en integreret del af familien frem for en vagthund, der bor isoleret.
- Ejere, der vælger dokumenteret sundhedsundersøgte forældredyr og prioriterer funktion frem for ekstrem størrelse.
Hvem bør overveje en anden race?
- Personer, der bor meget småt eller har mange daglige trapper.
- Folk, der ønsker en meget aktiv løbe-, cykel- eller sportshund.
- Ejere, der ønsker en hund med minimal savl, minimale udgifter eller lang forventet levetid.
- Husstande, hvor hunden ofte skal være alene i mange timer.
- Folk, der ikke kan eller vil prioritere konsekvent træning, sikring og socialisering af en stor vagtsom hund.
Opsummering
Engelsk mastiff er en imponerende, rolig og ofte meget hengiven gigant med britisk oprindelse. Den kræver ikke ekstrem motion, men den kræver ekstraordinær ansvarlighed: plads, tidlig træning, sundhedsbevidsthed, økonomisk overskud og respekt for dens vagtsomme natur. For det rette hjem kan den være en nær og rolig familiehund; for det forkerte hjem bliver dens enorme størrelse hurtigt en belastning for både hund og mennesker.