Kort om blodhunden
Blodhunden, internationalt kendt som Bloodhound eller Chien de Saint-Hubert, er en meget stor drivende hund med en usædvanligt stærk lugtesans. Den er først og fremmest avlet til at følge et spor i line over lange afstande og i vanskeligt terræn. Det er derfor en race, hvis hverdag helst skal rumme langt mere end almindelige lufteture: Den trives bedst, når den regelmæssigt får lov til at bruge næsen målrettet.
En blodhund er ofte blid, rolig og hengiven over for sine mennesker, men den er ikke nødvendigvis let at styre. Den store, tunge krop, den selvstændige natur, sporinteressen, savlet og behovet for omhyggelig hverdagspleje gør racen til et bevidst valg frem for en ukompliceret familiehund.
Fakta om racen
- Oprindelsesland: Belgien.
- FCI-status: FCI-anerkendt race, standard nr. 84.
- FCI-gruppe: Gruppe 6, drivende hunde og beslægtede racer; sektion 1.1, store drivende hunde. Racen er med brugsprøve.
- Højde ved skulderen: Ideelt ca. 68 cm for hanner og 62 cm for tæver, med en tolerance på 4 cm i begge retninger. Det svarer typisk til ca. 64–72 cm for hanner og 58–66 cm for tæver.
- Vægt: Hanner ca. 46–54 kg og tæver ca. 40–48 kg. Højde og vægt skal altid ses i sammenhæng med hundens bygning og kondition.
- Pels: Kort, tæt, tilliggende, forholdsvis grov og vejrbestandig på kroppen; meget kort og blød på hoved og ører.
Oprindelse og oprindelig anvendelse
Racen har meget gamle rødder og blev udviklet i Ardennerne af munkene ved klosteret Saint-Hubert. Saint-Hubert-hundene var kendt for robusthed, udholdenhed og evnen til at arbejde på spor, blandt andet ved jagt på stort vildt og vildsvin. I 1000-tallet kom hunde af denne type til England, hvor racen blev videreudviklet under navnet Bloodhound.
Blodhunden er en lineførende sporhund, ikke en hund der skal løbe frit og jage synligt vildt. Den historiske arbejdsopgave var blandt andet at følge sporet af anskudt vildt. Racens fremragende næse har også gjort den anvendelig til eftersøgning og til at finde savnede mennesker.
Temperament og hverdagsliv
Racestandarden beskriver blodhunden som blid, rolig, venlig og omgængelig med mennesker samt knyttet til sin ejer. Den beskrives også som noget reserveret og stædig. Mange blodhunde er tolerante over for andre hunde og andre husdyr, men det afhænger fortsat af individ, opvækst og introduktion.
Den rolige fremtoning må ikke forveksles med lavt behov for indhold. Når en blodhund får færd af en interessant duft, kan den blive meget målrettet og svær at flytte mentalt. Den er desuden stor og fysisk kraftig nok til, at dårlig lineføring eller pludselige ryk kan blive et reelt praktisk problem.
Racen er ofte følsom over for ejerens stemning og hård behandling. Rolig, konsekvent og belønningsbaseret træning passer normalt langt bedre end skældud eller fysisk pres.
Motion, sporarbejde og jagtinstinkt
Blodhunden har god udholdenhed og er bygget til at kunne trave og arbejde længe. Den behøver daglige ture, men dens vigtigste aktivitetsbehov er ofte mental aktivering gennem lugtearbejde. Sportræning, mantrailing, schweissarbejde, nose work og målrettede søgeopgaver er meget relevante aktiviteter.
Racen har et tydeligt instinkt for at følge fært. Indkald er derfor sjældent noget, man bør tage for givet, når hunden har næsen i jorden. Lange line, sikker indhegning og gennemtænkt sikkerhed er normalt en bedre løsning end at satse på fri løb i åbne områder. Interesse for vildt kan forekomme, og smådyr bør introduceres, håndteres og overvåges ansvarligt.
Børn, gæster og andre dyr
En veltilpasset blodhund kan være en venlig og tålmodig familiehund. Den er dog så stor og tung, at den kan vælte mindre børn uden at ville det. Børn skal lære at give hunden ro omkring mad, hvile og tyggeting, og samvær mellem hund og små børn skal altid være under voksent opsyn.
Tidlig, positiv socialisering med mennesker, hunde, trafik, miljøer og håndtering er vigtig. Det gælder især, fordi en voksen blodhund er svær at holde fysisk, hvis den bliver usikker, overivrig eller mangler almindelig hverdagslydighed.
Træning og samarbejde
Blodhunden kan lære meget, men den arbejder ikke som en race, der konstant afventer førerens instruktion. Den kan være selvstændig, stædig og mere motiveret af en fært end af gentagelser på træningspladsen. Korte, varierede pas med gode belønninger og klare kriterier fungerer ofte bedst.
Prioritér fra første dag lineføring, indkald under kontrollerede forhold, ro ved døre og gæster, frivillig håndtering af ører, øjne og hudfolder samt evnen til at falde til ro. Træning skal ikke fjerne racens sporlyst, men skabe sikkerhed og samarbejde omkring den.
Gøen og vagtsomhed
Racestandarden angiver en dyb stemme, men at racen sjældent gør. Enkelte individer kan dog bruge deres kraftige jagthundestemme, og lyden kan bære langt. Blodhunden er normalt ikke en egentlig vagthund: Den kan være lidt forbeholden, men racens standard beskriver den ikke som aggressiv.
Pels, farver, fældning og savl
Den korte pels er relativt enkel at holde med en ugentlig gennembørstning og efter behov. Racen fælder, og den tætte, korte pels kan stadig sætte sig i hjemmet, selv om plejen ikke er tidskrævende som hos en langpelset race.
De godkendte farver er sort og tan, leverfarvet og tan samt ensfarvet rød. Rød kan variere fra lys til mørk rød. Lidt hvidt på bryst, tæer eller halespids tolereres i racestandarden, men er ikke efterstræbt.
Hudfolder, læber og lange ører kræver mere opmærksomhed end selve pelsen. Hold folderne rene og tørre, kontrollér ørerne regelmæssigt, og reager på rødme, lugt, kløe eller irritation. Mange blodhunde savler en del, særligt efter at have drukket; det er en praktisk del af livet med racen.
Allergi
Blodhunden er ikke allergivenlig. Den fælder, producerer hudskæl og savler ofte, og alle disse forhold kan være relevante for personer med hundeallergi. Lav eller moderat fældning er under alle omstændigheder ikke en garanti for, at en hund kan tåles af allergikere.
Sundhed
En blodhund kan blive en robust arbejdshund, men racens størrelse, hud og hovedform stiller krav til ansvarligt avlsarbejde og løbende pleje. Særligt relevante forhold omfatter mavedrejning/udvidelse af mavesækken (GDV eller bloat), som er en akut og livstruende tilstand. Ejere bør kende alarmsignalerne og kontakte dyrlæge akut ved mistanke.
Øjenproblemer relateret til øjenlågenes form, hud- og øreproblemer, hofte- og albueledsdysplasi samt hjertelidelser forekommer i racen. Tal med opdrætteren om dokumenterede sundhedsundersøgelser hos forældredyrene, herunder øjenundersøgelse, hofter, albuer og hjerte, samt om familiens sygdomshistorik. Vælg en hund med funktionel bygning: Overdrevne hudfolder eller meget løse øjenlåg er ikke ønskelige og kan genere hundens trivsel.
Lejlighed og alene hjemme
Racen kan i princippet bo i lejlighed, hvis der er god plads, adgang til daglige kvalitetsoplevelser og ejere, som kan håndtere en meget stor hund på trapper, i opgange og i hverdagen. I praksis vil mange blodhunde have lettere ved livet med direkte adgang til et sikkert indhegnet uderum. En have erstatter dog hverken ture eller sporarbejde.
Blodhunden bør læres gradvist at være alene hjemme. Den er ofte knyttet til sin familie, og kedsomhed eller for lange perioder alene kan give uhensigtsmæssig adfærd. På grund af størrelse, nysgerrighed og stærk næse skal hjemmet være grundigt sikret mod mad, affald og ting, hunden kan finde på at undersøge eller sluge.
Førstegangsejer?
Blodhunden er normalt ikke det letteste valg for en førstegangsejer. Det skyldes ikke mangel på venlighed, men kombinationen af enorm fysisk styrke, selvstændig sporadfærd, stort behov for sikker håndtering, savl og de sundheds- og plejeopgaver, som følger med racen. En engageret ny hundeejer med god vejledning, realistiske forventninger og lyst til sporarbejde kan lykkes, men bør være meget forberedt.
Hvem passer blodhunden til?
- Ejere, der aktivt vil arbejde med spor, mantrailing eller anden næsebaseret beskæftigelse.
- Familier med plads, praktisk sans og vilje til at leve med en stor hund og savl.
- Mennesker, der træner venligt, tålmodigt og konsekvent.
- Ejere, som kan tilbyde sikker indhegning og acceptere brug af line eller langline.
- Hjem, hvor hundens ører, hudfolder, vægt og generelle helbred får fast opmærksomhed.
Hvem bør overveje en anden race?
- Personer, der ønsker en hund med meget sikkert indkald og stor lyst til traditionel lydighedstræning.
- Hjem, hvor savl, fældning eller regelmæssig rengøring vil være en stor belastning.
- Ejere uden tid eller interesse for næsearbejde og lange, rolige ture.
- Boliger, hvor en meget stor hund er svær at komme ind og ud med eller ikke må larme.
- Familier, der ikke kan sikre hunden forsvarligt mod at følge interessante færter.
Opsummering
Blodhunden er en mild, imponerende og særdeles specialiseret sporhund. Dens bedste egenskab – den vedholdende næse – er samtidig den egenskab, der stiller størst krav til ejerens træning og sikkerhed. For den rette ejer, der vil give plads til sporarbejde, rolig konsekvens og omhyggelig pleje, kan den være en meget hengiven og fascinerende makker. For den, der søger en nem, renlig eller meget førerorienteret stor familiehund, vil en anden race ofte passe bedre.