Kort om basset artésien normand
Basset artésien normand er en lavbenet, langstrakt og kompakt fransk drivende jagthund. Den er ikke det samme som en basset hound, selv om racerne har et beslægtet udtryk og begge hører til bassettypen. Basset artésien normand er normalt mere moderat bygget end basset hound, men er stadig en solid hund med korte ben, lang ryg og meget lange ører.
Racen kan være en hengiven, social og munter familiehund, men dens baggrund som selvstændigt arbejdende sporhund må tages alvorligt. Den er først og fremmest avlet til at bruge næsen, følge vildtspor med udholdenhed og give mål under jagten. Derfor er den ikke nødvendigvis løs-gående i naturen, selv med god træning.
Fakta om racen
- Oprindelsesland: Frankrig.
- FCI-status: FCI-anerkendt race, standard nr. 34. Racen er endeligt anerkendt af FCI.
- FCI-gruppe: Gruppe 6, drivende jagthunde, schweisshunde og beslægtede racer; sektion 1.3, små drivende jagthunde. Racen er med brugsprøve.
- Skulderhøjde: 30–36 cm for begge køn, med en tolerance på +/- 1 cm for ekstraordinære individer.
- Vægt: 15–20 kg.
- Bygning: Lang i forhold til højden; standardens vejledende kropsproportion er cirka 5:8 mellem skulderhøjde og kropslængde.
- Pels: Kort, tilliggende og glat, uden at være for fin.
Temperament og hverdagsliv
Racestandarden beskriver basset artésien normand som udadvendt og meget hengiven. Mange vil søge tæt kontakt med familien og trives dårligt med et liv, hvor de ofte overlades til sig selv eller mangler dagligt samvær. Der er dog individuelle forskelle i både åbenhed, ro og selvstændighed.
Som drivende jagthund er den typisk vedholdende, næsestyret og i stand til at arbejde på egen pote. Det betyder ikke, at den er umulig at træne, men den vil ofte vurdere, om en duft eller et spor er mere interessant end ejerens kald. Venlig, konsekvent og belønningsbaseret træning passer som regel langt bedre end hård styring.
Oprindelse og oprindelig anvendelse
Den målrettede avl af franske korthårede bassets begyndte i 1870’erne. To historiske typer blev knyttet til områderne Artois og Normandiet: en mere funktionel Artois-type med rettere forben og en Normand-type med mere krummede forben. I 1924 blev navnet basset artésien normand vedtaget for racen.
Racen er udviklet til småvildtjagt med gevær. De korte ben gjorde den i stand til at arbejde i tæt vegetation, hvor større hunde havde sværere ved at komme frem. Den jagede især kanin, men kunne også anvendes på hare og rådyr. Den arbejder ved at søge, rejse og drive vildtet roligt, vedholdende og med tydelig stemmeføring – ikke med stor fart.
Motion, næsearbejde og jagtinstinkt
Aktivitetsniveauet er moderat, men racen er ikke en ren sofahund. Den har brug for daglige ture, mulighed for at snuse grundigt og regelmæssige aktiviteter, hvor den får lov til at bruge sin næse. Sporarbejde, schweissspor, godbidsøg, nose work og enkle søgeøvelser kan være meget velegnede.
Jagtinstinktet er typisk markant. Et interessant spor kan udløse en stærk trang til at følge næsen, og et sikkert indkald bør trænes fra hvalpestadiet i mange forskellige miljøer. Selv en veltrænet hund kan være svær at kalde hjem, når den er optaget af vildt. Mange ejere vil derfor vælge line, lang line eller et forsvarligt indhegnet område frem for fri løb i vildtrige omgivelser. Haven bør være sikkert indhegnet.
Børn, andre hunde og dyr
En godt socialiseret basset artésien normand er ofte selskabelig og kan passe godt ind i en familie med børn. Som med alle hunde skal kontakten mellem hund og mindre børn altid være rolig og overvåget, og børn skal lære at respektere hundens hvile, mad og personlige plads.
Racens flokorienterede baggrund kan gøre, at mange fungerer fint med andre hunde. Samvær med katte og mindre dyr afhænger derimod meget af individ, tidlig tilvænning og situation. Jagtinteressen betyder, at små fritgående dyr ikke bør betragtes som risikofrie selskabsdyr.
Træning og socialisering
Træningen bør være tidlig, venlig og konsekvent. Korte, varierede træningspas med mad, leg eller adgang til noget hunden gerne vil, vil ofte give bedre resultater end mange gentagelser. Der bør lægges særlig vægt på indkald, lineføring, ro-træning, håndtering af ører og poter samt tryg socialisering med mennesker, hunde, trafik og forskellige underlag.
Racen kan lære meget, men den er ikke skabt til at udføre øvelser mekanisk eller altid arbejde tæt på førerens præmisser. Ejeren skal kunne acceptere en vis selvstændighed og arbejde tålmodigt med samarbejdet.
Gøen og vagtsomhed
Basset artésien normand er avlet til at give stemme under spor- og jagtarbejde. Den kan derfor være mere vokal end mange rene selskabshunde, blandt andet når den opdager noget interessant, bliver forventningsfuld eller reagerer på lyde. Hvor meget den gør i hjemmet, varierer mellem individer og afhænger også af træning og hverdag.
Racen er normalt ikke en udpræget vagthund. Den kan godt melde, at der kommer nogen, men dens sociale og hengivne natur gør den sjældent til et oplagt valg, hvis hovedformålet er bevogtning.
Pels, farver og fældning
Pelsen er kort, glat og forholdsvis let at holde. De tilladte farver er:
- Trefarvet: fauve med sort sadel eller sorte aftegninger og hvidt.
- Tofarvet: fauve og hvid.
Den korte pels kræver normalt kun let, regelmæssig pleje. En blød børste, gummihandske eller fugtig klud kan fjerne løse hår og snavs. Racen fælder, og de korte hår kan stadig ses på tøj og møbler, men pelsplejen er ikke omfattende.
De meget lange, hængende ører skal kontrolleres jævnligt og holdes rene og tørre efter behov. Det er desuden fornuftigt at kontrollere hud, kløer og poter, særligt efter ture i tæt vegetation.
Allergi
Basset artésien normand har kort pels, men racen fælder og producerer som alle hunde allergener fra blandt andet hudskæl og spyt. Den kan derfor ikke betegnes som allergivenlig. Personer med hundeallergi bør tilbringe tid sammen med voksne hunde af racen, før de træffer en beslutning.
Sundhed og fysisk omtanke
Racens korte ben skyldes chondrodystrofi, altså en arveligt betinget forkortning af de lange rørknogler, som er grundlæggende for bassettypen. Den lange ryg og lave bygning gør det vigtigt at holde hunden slank, velmuskuleret og i passende, regelmæssig aktivitet. Overvægt øger belastningen på ryg, led og ben.
Især i opvæksten bør man begrænse unødige, gentagne spring og mange trapper. Hunden skal ikke skånes for al bevægelse, men motionen bør tilpasses alder, kondition og kropsbygning. Ved tegn som smerter, modvilje mod bevægelse, halthed eller pludselige forandringer i gang skal hunden vurderes af dyrlæge.
De lange ører betyder, at regelmæssig ørepleje er vigtig. Der er desuden beskrevet arvelige eller formodet arvelige øjentilstande i racen, herunder blandt andet entropion, forandringer i tredje øjenlåg, katarakt og progressiv retinal atrofi. Spørg opdrætteren konkret om sundhedsstatus, øjenundersøgelser, kendte sygdomme i linjerne og hvilke sundhedsmæssige hensyn der ligger bag avlsvalget.
Kan racen bo i lejlighed?
Racen kan godt bo i lejlighed, hvis den får tilstrækkelige, rolige ture og mental aktivering hver dag. Lav højde er ikke det samme som lavt behov for oplevelser; en jagthund med for lidt næsearbejde kan blive rastløs eller vokal. Man skal også tage højde for trapper, da den langstrakte krop og korte ben kan gøre mange daglige trappegange upraktiske, særligt for en hvalp og en hund med bevægelsesbesvær.
Alene hjemme
Basset artésien normand er ofte glad for tæt kontakt og bør lære at være alene gradvist og positivt. Der findes ikke et fast timetal, som passer til alle hunde, men racen er sjældent et godt valg til en hverdag med meget lange, faste perioder alene. Alene-hjemme-træning skal begynde i små skridt, og hunden skal have ro, tryghed og passende aktivitet før hvileperioden.
Førstegangsejer
Racen kan passe til en engageret førstegangsejer, som ønsker en aktiv selskabshund med jagthundens selvstændige sind og er indstillet på konsekvent træning. Den er mindre oplagt for den, der forventer et problemfrit indkald, meget stor føjelighed eller en hund, der kan gå løs overalt. Interesse for sporarbejde og lyst til at indrette hverdagen efter hundens næsearbejde er store fordele.
Hvem passer basset artésien normand godt til?
- En familie eller enkeltperson, der ønsker en hengiven og social hund med tydelige jagthundetræk.
- Ejere, som vil tilbyde daglige gåture, næsearbejde og sikre rammer.
- Mennesker, som kan træne venligt, vedholdende og realistisk med en selvstændig hund.
- Hjem, hvor hunden får social kontakt og ikke regelmæssigt skal være alene i lange perioder.
- Ejere, som vil holde hunden slank og tage hensyn til dens lange ryg og korte ben.
Hvem bør overveje en anden race?
- Personer, der ønsker en hund med minimalt jagtinstinkt og meget sikkert fri-gående indkald.
- Dem, der foretrækker en meget førerorienteret hund med høj, konstant lydighed.
- Hjem, hvor hunden ofte skal være alene i mange timer.
- Personer, der ikke kan leve med mulig jagtlyd, regelmæssig ørepleje og hår i hjemmet.
- Ejere, som ikke har mulighed for at forebygge mange trappegange eller holde hunden i sund kropsform.
Kort opsummering
Basset artésien normand er en fransk, FCI-anerkendt, lavbenet drivende jagthund med kort pels, stor næsekapacitet og ofte et varmt forhold til sin familie. Den er typisk mere moderat i aktivitet end mange hurtige jagthunde, men dens jagtinstinkt, stemmeføring og selvstændighed er reelle egenskaber. Den rette ejer får en charmerende og hengiven tur- og sporpartner; den forkerte ejer kan få en hund, som hurtigt bliver styret mere af omverdenens dufte end af hverdagens planer.