Kort om American Akita
American Akita er en stor, kraftigt bygget og selvstændig spidshund med japanske rødder og videreudvikling i USA. Den er ofte rolig og renlig i hjemmet, meget knyttet til sin egen familie og mere reserveret over for fremmede end mange andre selskabshunde. Racen er ikke en hund for alle: Den voksne hund er fysisk stærk, kan være selektiv i forhold til andre hunde og har ofte et betydeligt jagtinstinkt.
For den rette, erfarne ejer kan American Akita være en loyal og værdig familiehund. Den kræver imidlertid gennemtænkt socialisering, venlig men konsekvent træning, sikker indhegning og en ejer, som respekterer, at racen ikke nødvendigvis skal hilse på alle mennesker og hunde.
Fakta om racen
- FCI: Anerkendt race, FCI-standard nr. 344.
- FCI-gruppe: Gruppe 5, spidshunde og racer af oprindelig type, sektion 5 asiatiske spidshunde og beslægtede racer.
- Oprindelsesland: Japan.
- Udviklingsland: USA.
- Skulderhøjde: Hanner 66–71 cm; tæver 61–66 cm.
- Vægt: Typisk ca. 34–59 kg for hanner og 32–45 kg for tæver. Vægten skal altid passe til hundens køn, højde, bygning og kondition.
- Pels: Tæt dobbeltpels med blød, meget tæt underuld og lige, grov/stiv yderpels.
Raceidentitet og oprindelse
American Akita og Akita er to selvstændige FCI-racer. American Akita kaldes også nogle steder amerikansk akita, men den må ikke forveksles med den japanske Akita. De deler en tidlig historie, men er gennem avl blevet forskellige i type, størrelse og i de farver, der accepteres i racestandarderne.
Racens historie begynder i Akita-regionen i Japan. Her blev Akita Matagi, middelstore bjørnejagthunde, fra begyndelsen af 1600-tallet også anvendt i hundekampe. Senere blev der krydset med blandt andet Tosa og mastiff, hvilket gjorde hundene større. Efter Anden Verdenskrig blev hunde af Dewa-linjen, med præg fra blandt andet mastiff og schæferhund, bragt til USA. Disse hunde blev grundlaget for den type, der siden blev udviklet som American Akita.
Racens historiske baggrund omfatter derfor jagt på stort vildt, vagtopgaver og perioder med hundekampe. Den moderne FCI-standard angiver den som selskabshund, men den oprindelige selvstændighed, fysiske styrke og interesse for bytte kan stadig have stor betydning i hverdagen.
Temperament og hverdagsliv
En velfungerende American Akita beskrives i standarden som opmærksom, reaktionsvillig, værdig og modig. Mange er hengivne over for deres nærmeste familie, mens de kan være afdæmpede eller afventende over for ukendte. Reserveret adfærd er ikke det samme som skyhed eller aggressivitet: En velopdragen hund skal kunne færdes roligt og trygt i verden uden at skulle være social med alle.
Racen kan have lav tolerance over for andre hunde, særligt hunde af samme køn. Det er ikke noget, man bør forvente at kunne træne helt væk. Nogle American Akitaer lever fint sammen med en passende hund af modsat køn, mens andre fungerer bedst som eneste hund. Introduktioner, fælles hjem og omgang med fremmede hunde skal altid vurderes ud fra den enkelte hund.
Motion, aktivering og jagtinstinkt
American Akita er ikke typisk en hektisk hund, men den er stor, atletisk og har brug for daglig motion. Voksne, raske hunde har gavn af gode gåture, varierede ruter, tid sammen med familien og opgaver, der bruger hovedet. Mængden skal afpasses alder, sundhed, vejr og individ. Hvalpe og unghunde må ikke motioneres med lange, ensformige ture eller hård fysisk belastning, mens de vokser.
Træning som spor, nose work, rally, lydighed på racepræmisser, targettræning og anden problemløsning kan være god mental aktivering. Korte, meningsfulde pas fungerer ofte bedre end mange gentagelser. Racen er intelligent, men ikke nødvendigvis født med et stort ønske om at behage føreren.
Jagtinstinktet kan være stærkt. Katte, kaniner, fugle, egern og andre mindre dyr kan udløse jagtadfærd, og en god indkaldelse er ikke en garanti i en jagtsituation. Mange bør derfor kun være løse på forsvarligt indhegnede arealer. Haven skal have et solidt, højt og sikkert hegn; racen kan både grave og være opfindsom ved hegn.
Børn, gæster og andre dyr
American Akita kan knytte sig tæt til familiens børn, men den er ikke en race, man bør vælge, hvis man ønsker en meget tolerant og ukompliceret legekammerat. Børn skal lære at lade hunden spise, sove og hvile uforstyrret og aldrig kramme, klatre på eller presse den. Samvær mellem hund og mindre børn skal altid overvåges aktivt af en voksen.
Gæster skal introduceres roligt og med respekt for hundens plads. Tidlig, positiv socialisering med forskellige mennesker, miljøer og situationer er vigtig, men socialisering betyder ikke, at hunden skal hilse på alle. Hjem med smådyr eller fritgående katte kræver særlig omtanke, og samliv er ikke risikofrit, selv hvis hunden er vokset op med dyrene.
Træning og socialisering
Racen kræver en rolig, tydelig og konsekvent ejer. Træning bør bygge på belønning, samarbejde og gode vaner fra første dag – ikke fysisk magt eller konfrontation. Den store og stærke voksne hund skal blandt andet kunne gå pænt i line, acceptere håndtering, vente roligt, blive guidet forbi mennesker og hunde og kunne bæres igennem veterinære situationer.
Prioritér tidligt håndtering af poter, kløer, pels, ører og mund. Brug også tid på rotræning, alene-hjemme-træning, lineføring og kontrollerede møder med omverdenen. En hundetræner med erfaring i store, selvstændige racer kan være en stor hjælp.
Gøen og vagtsomhed
American Akita er ofte mindre gøende end mange vagtsomme racer, men den kan naturligt være opmærksom på mennesker og lyde omkring hjemmet. Den kan advare, når noget virker usædvanligt, og den tager ofte sin familie og sit territorium alvorligt. Vagtsomhed må aldrig opbygges gennem beskyttelsestræning eller opmuntring til mistænksom adfærd. Racens selvstændighed og reserverede natur gør den ikke velegnet til beskyttelsessport.
Pels, farver og fældning
American Akita har en vejrbestandig dobbeltpels. Underulden er tyk, blød, tæt og kortere end yderpelsen. Yderpelsen er lige, grov til stiv og står noget ud fra kroppen. Pelsen er kort på hoved, ører og nederst på benene, lidt længere over manke og kryds og længst på halen.
Standarden tillader mange farver og mønstre, herunder rød, fawn, hvid, brindle og pinto. Farverne skal være klare, og aftegningerne velafbalancerede. Hvide hunde har ikke maske. Pinto har hvid bundfarve med store, jævnt fordelte farvede pletter på hovedet og over mere end en tredjedel af kroppen. Leverfarve og merle er ikke tilladt i FCI-standarden.
Racen fælder året rundt og meget kraftigt i fældeperioderne, hvor store mængder underuld slipper på kort tid. Børst pelsen regelmæssigt, og børst oftere under pelsfældning for at fjerne løs underuld og forebygge sammenfiltning. Pelsen skal normalt ikke klippes eller barberes. Kløer, ører og tænder skal naturligvis også passes.
Allergi
American Akita er ikke allergivenlig. Den tætte dobbeltpels og den omfattende fældning kan gøre racen til et svært valg for personer med hundeallergi. Allergiske reaktioner skyldes ikke kun pels, men også blandt andet hudskæl og spyt. En eventuel reaktion skal altid afklares ved flere møder med den konkrete hund, før man anskaffer sig en hvalp.
Sundhed
American Akita kan, som andre store racer, være disponeret for hofteledsdysplasi og albueledsdysplasi. I Danmark er der avlskrav om, at begge forældre skal have officiel HD-status A eller B før parring. Bed desuden opdrætteren om dokumentation for relevante undersøgelser af forældredyrene, herunder øjenundersøgelse samt vurdering af hofter, albuer og skjoldbruskkirtelfunktion. Patellaundersøgelse kan også være relevant.
Racen har desuden en kendt forekomst af øjensygdomme, problemer med skjoldbruskkirtlen og autoimmune sygdomme. Nogle autoimmune lidelser kan ikke udelukkes med en enkel DNA-test. Tal med opdrætteren om sundhedsresultater, sygdomshistorik i linjerne og opdrætterens plan for sund avl.
Som stor, dybbrystet hund kan American Akita også få mavedrejning, også kaldet GDV. Det er en akut og livstruende tilstand, der kræver øjeblikkelig dyrlægehjælp. Ejeren bør kende tegn som pludselig uro, forgæves opkastningsforsøg, udspilet bug og hurtig forværring.
Lejlighed og alene hjemme
En American Akita kan i princippet bo i lejlighed, hvis ejeren kan give tilstrækkelig motion, aktivering og kontrolleret adgang til omverdenen. I praksis er det dog en krævende boligform på grund af hundens størrelse, styrke, store pelsfældning og behov for sikker håndtering ved møder i opgange, elevatorer og smalle passager. En bolig med direkte adgang til en godt sikret have er ofte lettere, men haven erstatter ikke ture og samvær.
Racen knytter sig ofte tæt til sin familie og bør gradvist læres at være alene. Den skal ikke anskaffes til et liv med mange og lange arbejdsdage alene. Alene-hjemme-tid skal altid tilpasses den konkrete hund, dens alder og trivsel.
Førstegangsejer?
American Akita er som udgangspunkt ikke et oplagt valg for førstegangsejeren. Den kombinerer stor fysisk styrke med selvstændighed, potentiel vagtsomhed, jagtinstinkt og mulig intolerance over for andre hunde. En erfaren førstegangsejer med realistiske forventninger, god professionel støtte og masser af tid kan lykkes, men de fleste vil have lettere ved at starte med en mere førerorienteret og socialt ukompliceret race.
Hvem passer American Akita til?
- En rolig, konsekvent og helst erfaren hundeejer.
- Et hjem, der vil have hunden som en integreret del af familien.
- Ejere, som kan tilbyde daglige ture, mental aktivering og sikker indhegning.
- Personer, som accepterer en selvstændig hund og ikke forventer ubetinget lydighed eller hundepark-socialitet.
- Hjem, der kan håndtere kraftig fældning og løbende pelspleje.
Hvem bør overveje en anden race?
- Førstegangsejere, der ønsker en meget lettrænelig hund med stort behov for at behage.
- Familier, der ønsker en hund, som forventes at elske alle fremmede, børn og hunde.
- Hjem med fritgående smådyr eller behov for sikker løs gang i områder med vildt.
- Personer med betydelig hundeallergi eller lav tolerance for hår i hjemmet.
- Ejere, der ofte er væk hjemmefra i mange timer, eller som ikke kan håndtere en stor og stærk hund fysisk.
Opsummering
American Akita er en imponerende, loyal og selvstændig hund med en særlig historie og et stort ansvar knyttet til ejerskabet. Den trives bedst hos en ejer, der træner venligt og konsekvent, tager jagtinstinkt og hundeselektivitet alvorligt og giver den en tryg plads i familien. Vælger man racen med åbne øjne, sundhedsundersøgte forældre og god vejledning fra starten, kan den være en meget hengiven ledsager.